Centraleuropæisk indblik: Solidaritet med et lille “s”

Protest mod Autosan fabriks lukning Foto: Silar

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Har Polen fagforeninger? Jo, men hvilke? Det spørgsmål rejser Ewa Wulk i det polske dagblad ”Polityka” (44.2014). Minearbejdere, lærere og sundhedspersonale er ganske godt dækket rent fagforeningsmæssigt, men, når det gælder store virksomheder og hele brancher står det galt til.Kun få virksomheder, blot en til to procent, har medarbejderrepræsentation over for ledelsen. Den samlede fagforeningsdækning skønnes at være på blot 15 procent mod over 70 procent i de skandinaviske lande.

Det konkluderes derfor, at Polen har solidaritet med et meget lille ”s”.

I Polen er mange ansat på det der betegnes som ”skraldespandsoverenskomster”, dvs. uden særlige rettigheder i henhold til arbejdstidsregler, og/eller som ”selvbeskæftigede”, dvs. arbejdende helt for sig selv og derfor kun ansvarlig over for sig selv.

Tallet er af nogle eksperter sat til 600.000, af andre helt op til 1.5 millioner. Også en del af de ansatte i universitetsverdenen har afgrænsede tidsbegrænsede aftaler med deres arbejdsgivere.

De usikre ansættelsesvilkår skaber usikkerhed, men også flere jobs takket være høj ”elasticitet” på arbejdsmarkedet. Men mange vælger at rejse ud og arbejde i udlandet for at sikre sig mere robuste ansættelsesforhold og samtidig tjene mere.

Der er nemlig heller ikke kun ansættelsesforholdene, de polske arbejdere arbejder også meget længere i Polen. Den normale arbejdstid er lang, omkring 45 procent arbejder mere end 8 timer om dagen og over 40 timer om ugen.