Centraleuropæisk indblik: Partiet Smer fejrer 15 år
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Slovakiet: Her i december fejrer det regerende parti i Slovakiet Smer (”Retning”) 15 år for sin oprettelse. Partiet blev registreret den 22. oktober 1999, og selve oprettelsen blev markeret på den første kongres den 11. december samme år. Robert Fico, som var den eneste kandidat til posten, blev valgt som formand.
Han fik 127 af i alt 128 stemmer, en enkelt stemme var ugyldig. På kongressen blev der også oprettet en ledelse af partiet med 10 medlemmer og vedtaget nye statutter.
Det ny parti betragtede sig selv som et alternativ til de gamle ”slidte” partier. Det første program var således ret a ideologisk med vægt på emner som ret og orden, retfærdighed og stabilitet. Partiet så sig selv som hævet over højre-venstre skalaen.
Senere, i 2004 smeltede Smer sammen med det socialdemokratiske parti (SDSS), Det Demokratiske Venstreparti (SDL) og socialdemokratisk Alternativ (SDA). Den officielle partibetegnelse blev herefter Smer-SD (Smer-Socialdemokratiet) og partiets logo blev en rød rose.
Partiet lagde herefter en socialdemokratisk linje og blev optaget i den europæiske socialdemokratiske ”familie”. Medlemskabet blev midlertidigt suspenderet, da Smer-SD nødtvunget valgte at danne regering med Slovakiets Nationale Parti (SNS).
I år 2007 optog Smer-SD også Jozef Kalman’s Venstreblokken. Smer-SD har over de 15 år været et stærkt parti og takket være central styring og en karismatisk leder (Robert Fico) uden megen intern opsplitning og uro.
I 2014 forsøgte Fico at blive præsident, men det valg tabte han. I dag har Smer-SD alene absolut flertal bag sig i parlamentet, og Slovakiet fremstår som et land med en ret solid økonomi og som et euro-land.