Centraleuropa er det ægte Europa

Centraleuropa er det ægte Europa, mener Andrej Duhan Foto: CrazyPhunk

Af Andrej Duhan

Debat: Er Centraleuropa en geografisk betegnelse eller en bestemt identitet? Er V4 lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet) en sammenslutning, der blot har overlevet eller en uformel alliance, hvis betydning vil vokse?

Det er nemmest at definere Centraleuropa geopolitisk. Det har altid været et område mellem Tyskland, Rusland og Tyrkiet, eller deres forgængere. Siden middelalderen er der blevet dannet overnationale formationer, hvis formål var at hindre aggression fra øst, syd eller fra den magtfulde nabo på den vestlige grænse.

Den europæiske integration og NATO har ændret en del, men Centraleuropa bliver ved med at være et område med særlige interesser, behov, indsigt og historisk erfaring. Den tysk-russiske omgåelse af Centraleuropa med gasledning Nord Stream, den amerikanske satsning på den såkaldte New Europe, frygten for russisk ekspansion eller de mange migranter som ankommer via Balkanruten minder om, at Centraleuropa fortsat spiller en rolle rent geopolitisk.

Fra et politisk perspektiv er den nuværende udgangspunkt og sammenhæng mellem de fire V4-lande forskellig, men der er en del fælles processer – alle fire lande brød med en status quo tilstand efter kommunismens fald, nye eliter er blevet miskrediteret, de fire landes samfund væmmes ved korruption, kritiserer manglende opgør med kommunismen, deres reform-etos er falmet og økonomisk er de fortsat ikke nået op på det vestlige niveau.

Hvert V4 land har en forskellig kombination af ​​disse fænomener, men fælles for dem alle er en desillusionering over udviklingen efter de kommunistiske regimers fald. I Ungarn og Polen er de traditionelle venstre partier forsvundet, og de liberale kræfter faldet, erstattet med socialtkonservative regeringer. Den traditionelle venstre-højre opdeling af politiske partier er blevet erstattet af konservative og liberale kræfter. I Tjekkiet og Slovakiet er situationen ikke så klar. Partisystemet er ved at falde fra hindanden eller er svær at genetablere og bliver konstant forstyrret af populister. Den konservative versus den liberale kollisionsakse vokser dog under overfladen. I alle V4-lande udspiller sig dog, på grund af udviklingen efter kommunismens fald, en slags usikkerhed, et forsøg på nytænkning og omformulerig af nye prioriteter. Det fælles træk er ikke bestræbelser på at vende denne udvikling, men snarere at overvinde dens mangler. Hvad det ender med, er på nuværende tidspunkt uvist, men den igangværende forandringsproces kan ikke stoppes.

Lige så vigtig er den økonomiske model og integrationen i verdens produktionskæde. V4-lande er i stigende grad blevet opmærksomme på underleverandør-karakter af deres økonomier. Manglende kapitalstyrke give dem ikke mulighed for at rangere blandt verdens rigeste lande og samtidig begrænser deres suverænitet og politiske vægt. Derfor søger de efter en vej ud fra denne situation.

V4-lande ser Vesteuropa og EU langt mere realistisk i dag end i begyndelsen af ​​1990’erne, og har ikke til hensigt at underkaste sig bare fordi det er Vesteuropa. De vesteuropæiske lande har endnu ikke mistet deres følelse af ​​overlegenhed overfor Centraleuropa og forventer at de central- og østeuropæiske  bare følger dem. Der er derudover en følelse af utilfredshed eller tab af illusion om EU og dets funktion samt om landene i Vesteuropa.

Efter kommunismens fald så V4-lande naturligvis op til Vesten. 40 år under kommunistisk regime havde ødelagt landene moralsk, kulturelt og økonomisk og fordømte dem til venterollen. “At vende tilbage til Europa” under protektion det venlige Vesteuropa. Returen lykkedes, men den taknemmelige mentalitet er stille og roligt forsvundet– til vrede hos de oprindelige EU-medlemmer.

V4-landene har altid betragtet sig selv som en del af Europa. Deres medlemskab af EU var derfor ikke en moralsk gæld til de gamle medlemsstater. Landene ser Vesteuropa og EU i dag meget mere realistisk end i begyndelsen af ​​1990’erne, og vil ikke underkaste sig Vesteuropa længere. Men de vesteuropæiske lande har endnu ikke droppet følelsen af ​​overlegenhed over Centraleuropa.

Venstre liberalisme
Centraleuropæiske lande bliver mere og mere opmærksomme på, at de ønskede at vende tilbage til Vesten, men snarere befinder sig i post-Vesten. Europa styres af venstreorienteret liberalisme, som langsomt ændrer det vestlige samfund og dets åndelige værdier, med multikulturalisme, masseindvandring, kønsideologi, forskellig social engineering, særbehandling af udvalgte mindretal, anti-diskrimination, politisk korrekthed og af dårligt skjult modstand mod alt traditionelt, nationalt og konservativ.

EU bliver i stigende grad et Europa, som ikke længere ønsker at være en del af sin civilisationarv, men i stedet forener sig og centraliserer sig, baserer sig på progressive værdier. Det er ved at blive en ideologi for sig og symbolsk fremmer vejen til demografisk og kulturel transformation. Centraleuropa bliver i stigende grad et alternativ, selvom det ikke nødvendigvis behøver at være en konservativ kontrarevolution, som den ungarske premierminister Orban opfordrer til.

Fyrre års kommunisme har udstyret centraleuroæerne med en sund skepsis til den ideologiske og utopiske venstreorienterede tænkning, der breder sig i Vesteuropa, men også med behovet for at forsvare sin identitet og suverænitet. I Centraleuropa er der derfor en stadig stigende opfattelse, at det ægte historiske Europa i dag er Centraleuropa. Et Europa, der ikke har mistet sin selvværd og sunde fornuft, og som er bevidst om, at Europa er dannet af en række nationer og deres egne særlige indbyrdes forhold. Et Europa, hvor frihed og demokrati har den oprindelige betydning og nation og patriotisme, kristendom, traditionel familie og et forsøg på at beskytte eget samfund og kultur ikke er skældsord eller et udtryk for fascisme.

Share This