Centralasien, Rusland, Kina og Vesten
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Centralasien: Centralasien er en noget overset region, vel nok fordi den geopolitiske rivalisering mellem Rusland og Vesten ikke har samme intensitet her, sammenlignet med fx Moldova, Georgien og Ukraine. NATO-medlemskab er udelukket, og det i sig selv er en vigtig faktor. Det betyder, at de centralasiatiske landes udenrigs – og sikkerhedspolitik har helt særlige karakteristika. Dette fremgår af en interessant analyse af Scott Radnitz i sidste udgave af ”Journal of Democracy”.
De centralasiatiske lande, siger han, fører deres udenrigs- og sikkerhedspolitik pragmatisk, kynisk, ikke-ideologisk og opportunistisk. Regionen har ikke samme historisk bestemte frygt for Rusland som eksempelvis Ukraine og de baltiske lande. De har en lang fælles historie med Rusland, fælles sprog og har gennem århundreder været underkastet på skift russisk og sovjetisk dominans. Ingen af landene afviser derfor at ”doing business” med Rusland, og slet ikke når fordelene overstiger ulemperne.
Der bruges forholdsvis lidt på militær. Der har godt nok været konflikter og sikkerhedspolitiske udfordringer, en kamp om vandressourcer og ud over terrortrusler fx krigen i nabolandet Afghanistan, borgerkrigen i Tadjikistan (1992-1997), forsøg på at præsidentmord i Usbekistan (1999) og Turkmenistan (2002) samt oprør i Kirgisistan i 2003 og 2010. Derfor er det større fokus på interne end på eksterne konflikter og trusler helt logisk. ”Risk management”, konservatisme, pragmatisme og multivektor (balancegang mellem stormagterne) politik har været iøjnefaldende.
Ganske som Rusland afviser de centralasiatiske lande at bøje sig for vestlige krav, når det gælder spredning af vestligt demokrati. Vestlige ”demokrati-missionærer” betragtes som ”naive”, og NGOere der arbejder for det forbydes, fx USAID og Human Rights Watch. ”Demokratimissionærer” betragtes, som i Moskva, som drevet af vestlige geopolitiske interesser. Vestlig ”soft power” er derfor begrænset i regionen. Måske derfor, siger Radnitzz, har realismens større satsning på stabilitet og rene økonomiske interesser efterhånden vundet frem også i de vestlige hovedstæder.
Landene er ret økonomisk tilbagestående og i høj grad energi- og råstofafhængige. For at sikre stabilitet lægges der stor vægt på terrorbekæmpelse og også et stop for nye vestligt understøttede ”farvede revolutioner”. Shanghai-kooperation (SCO) skal tjene hertil. Trods forudsigelser om det modsatte har de centraleuropæiske lande siden 1991 været ret stabile, i hvert fald målt politisk. Overlevelse og status quo er gået forud for ”national storhed”. Skift på lederposterne er typisk sket via på forhånd aftaler i den politiske top. Det autoritære hegemoni i regionen er blevet understøttet af påvirkningen fra indflydelsesrige nabostater med den samme regimetype, ud over Rusland af eksempelvis Iran og Kina, der begge stærkt modarbejder vestlig ekspansion.
Indtil 2010 førte Rusland en moderat og forholdsvis tilbageholdende politik. Rusland accepterede visse afvigelser politisk og ideologisk (”local deviations”) fra Moskvas linje for at sikre samarbejdet på de væsentligste områder. Rusland satsede i begyndelsen af 00`érne på et samarbejde med USA på trods af russisk vrede over NATO-bombardementerne i Kosovo i 1998, Irak-krigen, de vestlige planer om et missilforsvar og USA’s opgivelse af ABM-traktaten. Efter 11. september fik USA med russisk accept ret til at oprette militærbaser i flere af de centralasiatiske lande i kampen mod terror, frem for alt med henblik på krigen i Afghanistan. Efter 2010 blev den politik imidlertid mærkbart ændret.
I takt med den forøgede spænding i forholdet til Vesten forlangte Rusland mere solidaritet og sammenhold. De centralasiatiske lande skulle nu være allierede i Ruslands kamp mod vestlig dominans. Ét middel var oprettelsen af Den Eurasiske Økonomiske Union, en økonomisk sammenslutning under russisk dominans. Den Eurasiske Union voldte dog de centralasiatiske lande problemer pga. af de højere ydre toldtariffer. Med Maidan, annekteringen af Krim og de vestlige sanktioner blev kurset skærpet. De centralasiatiske lande frygtede naturligt nok virkningerne af nedgangen i den russiske økonomi. Rusland så meget gerne de centralasiatiske lande tage del i de russiske modsanktioner rettet mod vestlige lande, hvilket de dog ikke har været meget for. Samtidig hermed blev den russiske indsats for at sprede konservative ortodokse værdier intensiveret (”russkii mir”).
Kinas indflydelse i regionen skal forklares ud fra landets voksende økonomiske styrke og den geografiske nærhed. Hvor Ruslands magt i høj grad er militært baseret, er Kinas primært økonomisk. Eksempelvis er det kinesiske ”Bælt og vej” projekt meget vigtigt for de centralasiatiske lande. I forhold til Kina har de centralasiatiske lande typisk ført pragmatisk ”rent-seeking” politik.