Centralasien og dens centrale korridor ændrer det strategiske spil i Eurasien, har EU sovet i timen?

Centralasien: Denne ændring er en geopolitisk test af EU’s evne til at navigere i den skiftende arkitektur af eurasisk konnektivitet.

Centralasien er i øjeblikket ved at omforme de eurasiske handelsruter, i takt med at Kina og Tyrkiet konsoliderer deres indflydelse i regionen. Europa bliver nødt til at tilpasse sig eller risikere at blive sat på sidelinjen, skriver Elkhan Nuriyev i Asia Times.

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine er den centralasiatiske region blevet et centralt knudepunkt i det omformende eurasiske handelsnetværk. Landene dér diversificerer deres transitruter og reducerer deres afhængighed af Rusland. Den såkaldte transkaspiske internationale transportrute, også kendt som den centrale korridor, vinder frem i betydning og erstatter den traditionelle nordlige rute gennem Rusland. Hovedårsagen er ønsket om at reducere politiske risici.

De største fordele ved denne udvikling har fået Kina, som har sikret en transitrute for sin eksport til Vesten gennem infrastrukturinvesteringer og bilaterale aftaler. En anden vinder er Tyrkiet, som har brugt sin geografiske placering til at styrke sin rolle som transitknudepunkt og også til at konsolidere sin indflydelse i Sydkaukasus. Korridoren i sig selv er et komplekst netværk af jernbaner og søveje. Kasakhstan har udvidet sit jernbanenetværk for at forbinde kinesiske industricentre med kaspiske havne. Ruslands indflydelse, som stadig er betydelig takket være olierørledninger, jernbanenetværk og sikkerhedsforbindelser, bliver i øjeblikket sat spørgsmålstegn ved. Selv langsigtede partnere sikrer sig og leder efter alternative korridorer, hvilket igen svækker Moskvas indflydelse.

Den centrale korridor svækker gradvist Ruslands dominans som den vigtigste transitmagt i Eurasien, skriver Nuriyev. Centralasiatiske stater omskriver deres økonomiske kort, og Moskva er ikke længere i centrum for dem. Spørgsmålet er nu, om Rusland kan tilpasse sig det nye, mere konkurrenceprægede miljø i regionen, eller om det i stigende grad vil blive forsømt, efterhånden som centralasiatiske stater stræber efter diversificering og nye partnerskaber med Kina, Tyrkiet og EU.

Ifølge forfatteren er det uklart, hvordan Europa vil reagere på den nye udvikling. EU har anerkendt vigtigheden af ​​den centrale korridor, inkluderet den i sit Global Gateway-program og lovet milliarder til støtte for infrastruktur, energi og digitale projekter. Problemet er dog EUs langsommelighed i et meget konkurrencepræget miljø, hvor ivrige og pragmatiske centralasiatiske regeringer ikke vil vente på EU og vil henvende sig til hurtigere investorer fra Kina og Tyrkiet eller Golfstaterne. For EU burde det ifølge Nuriyev betyde, at det vil holde op med at opfatte den centralasiatiske region som en periferi og begynde at engagere sig der i alle aspekter. Hvis EU forbliver passiv, risikerer det at blive marginaliseret og miste indflydelse på en af ​​de vigtigste handelsændringer i det 21. århundrede. Ifølge forfatteren, er den centrale korridor ikke blot en logistisk rute, men en geopolitisk test af Europas evne til at navigere i den. ota