Budapest efter lokalvalget, stadig i lommen på Orbán?

Lokalvalg i Ungarn Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Budapest er på liberale hænder, men måske stadig i lommen på Viktor Orbán. Det mener Gabor Hars, tidligere ungarsk ambassadør i Warszawa til det polske ugeskrift ”Newsweek” (43.2019).

Fidesz tabte lokalvalgene i ti større byer, deriblandt Miszkolc, Eger og Szombathely. Men Fidesz vandt i de lokale regionale råd, der i indflydelse svarer meget godt til de regionale ”seimiki wojewodski” i Polen.

Hars mener, at det kan betyde at Fidesz vil ændre loven, sådan at de regionale råd får mere magt på bekostning af de valgte borgmestre.(dvs, de større byer). Forfatteren Gyórgy Spiró mener, at regeringen derudover måske straffer Budapest på pengepungen, skærer i den økonomiske støtte. Det kan, siger han, eksempelvis betyde stigning i priserne i busser, metro og sporvogne.

I forvejen bestemmer de centrale myndigheder et meget langt over skoler og hospitaler og andre lokalvirksomheder, som i andre lande i Europa styres og finansieres på lokalt eller regionalt niveau. Det ændrer dog ikke ved, at det at hovedstaden ikke styres af Fidesz har stor symbolsk betydning.

I Polen blev valget i hovedstaden Warszawa også vundet af oppositionen ved det sidste lokalvalg. Men det er mindre overraskende. De store byer i Polen har næsten alle været styret af liberale og socialister. At oppositionen vandt i Budapest og andre større byer skyldtes frem for alt, at fem meget forskellige oppositionspartier, LPM og Dialog for Ungarn, Demokratisk Koalition, Socialistpartiet og Momentum denne gang kunne samles om en fælles borgmesterkandidat. Ivan Krastev fra den liberale tænketank ECFR sammenligner (også i ”Newsweek” 43.2019) lokalvalget i Budapest med lokalvalget i Istanbul sidste år, hvor Erdogan tabte. 

Den nye borgmester i Budapest, den 44-årige Gergely Karácsony har haft en broget karriere. Som ung studerede han sociologi, fik derefter stilling ved meningsmålingsinstituttet Median. Fra 2004 holdt han forelæsninger ved forskellige uddannelsessteder. I 2009 meldte han sig ind i partiet ”Politik kan være Anderledes” (LMP) og blev valgt til parlamentet for LMP i 2010, hvor Orbán’s parti Fidesz sejrede. Han forlod LMP i 2013 og gik over til det liberale Dialog for Ungarn, hvor han kom med i partiets ledelse.

Han stillede i 2018 op på Socialistpartiets liste, men trak sit kandidatur. Fra 2014 blev han borgmester i Budapests 13. distrikt (Zuglo). Inden lokalvalget i år havde han som kandidat for Dialog for Ungarn vundet et ”primærvalg”, først over Socialistpartiets kandidat Csaba Horvath fra Socialistpartiet og derefter over den ellers meget populære TV-journalist Olga Kalaman. Ved lokalvalget vandt oppositionen i over halvdelen af Budapests 23 distrikter.

Share This