Bombe i tysk politik – muligt samarbejde mellem AfD og BSW

Sahra Wagenknecht. Foto: Wolkenkratzer

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Et overraskende nybrud i tysk politik kan være undervejs. Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) og AfD taler om et muligt samarbejde efter de kommende valg i østtyske delstater. Sahra Wagenknecht (BSW) udtaler til Bild Zeitung, at hun vil være åben for regeringsdannelse sammen med AfD. Tidligere har AfD været udelukket fra lokalregeringer, da de øvrige partiet har rottet sig sammen for at holde partiet ude, og alene har partiet ikke haft flertal.

AfD kunne komme ind i varmen for alvor, hvis det nye samarbejde kommer i stand. BSW er allerede med i delstatsregeringer i Brandenburg og Thüringen, hvor de to partier til sammen ville være tæt på 50 procent, hvis der var valg i morgen. Næste år er der valg i delstaterne Thüringen og Mecklenburg-Vorpommern, som også er højborge for de to partier.

Skønt de to partier repræsenterer de to yderfløje i tysk politik, er der ikke den store forskel i praksis. Begge partier går ind for stop for våben til Ukraine og forhandlinger med Putin. En skærpelse af indsatsen mod migration og en strammere asylpolitik er også på det fælles program i lighed med mindre magt til EU, et opgør med gender-politik og mildere klima-regler for at gavne økonomien. 

På forbundsplan holder AfD stadig fast i 23-24 procent i målingerne, mens BSW ligger omkring spærregrænsen på 5 procent. Partiet manglede få tusinde stemmer for at blive valgt ind under valget tilbage i februar. Flere iagttagere havde forudset, at AfD ville gå tilbage i målinger efter den nye regering med kansler Friedrich Merz ved roret, men det har ikke været tilfældet indtil videre. 

Share This