Bogen “I skyggen af Rusland” har en del mangler

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Rusland og krigen i Ukraine er rigtig godt stof for tiden, både i medier og bøger. Vibe Termansen tager i sin nyeste bog, ”I skyggen af Rusland” udgangspunkt i historien om imperier og interessesfærer. Med sin geografiske placering og de mange grænser op til nabolande, har geopolitik og interessesfærer stor betydning for Rusland. Men Rusland er ikke alene om at tænke imperialt og i interessesfærer, tænk blot på Frankrig og England og på USA og Kina, de to eneste supermagter i dag. USA tror stadig på unipolaritet og ”pax americana”, og Kina handler i takt med sin økonomiske opstigning selvsikkert, modarbejder vestlig dominans og ønsker en multipolær verdensorden.  

Vibe Termansens (VT) bog er opdelt i tre med overskrifterne, ”Interessesfærerne underlægges imperiet”, ”Kampen for at rive sig løs fra Sovjets interessesfære” samt ”Døde interessesfærerne, da historien sluttede og imperiet kollapsede?”  I del 1 behandles i underafsnit Molotov-Ribbentrop aftalen, Østeuropa 1941-1945, Jalta 1945, Jerntæppet og østblokken 1945-1949, i del 2 Berlin-opstanden 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968, Polen 1980-1981 og i del 3 NATO-udvidelsen efter murens fald samt Rusland i dag.

Som forfatteren selv siger (s.9), bogen er ikke forskning, der er ikke tale om arkivstudier, og der er ingen noter undervejs. Bogen bygger på tilgængelige fremstillinger, bøger og artikler, analyser, reportager og interviews. Den er letlæselig og med flittig, nok for flittig, brug af ”hverdagssprog”. Om hvert af de nævnte afsnit og underafsnit er der skrevet mange og hele bøger. Det at gennemgå fx Jalta mødet, Prag-foråret og Polen 1980-81 på blot 10-15 sider hver har sin pris.

Målgruppen, tror jeg, må være den ”interesserede læser”. De læsere der ved meget i forvejen, bliver næppe meget klogere. Personligt hører jeg vel i al ubeskedenhed til dem, der har en forhåndsviden. At forfatteren ikke er ”putinist” og ”Rusland Versteher” er ikke et problem i sig selv, for der er skrevet gode bøger om Rusland ud fra forskellige tilgange. Holdninger bør dog på fair-vis stilles over for hinanden og skal naturligvis også gengives korrekt.

Det savner jeg i valget af litteratur og litteraturhenvisninger. I litteraturlisten sidst i bogen finder vi eksempelvis ikke Richard Sakwa’s ”Frontline Ukraine”. Richard Sakwa indtager andre holdninger til Maidan og Ukraine-krisen end fx Anne Applebaum, som Termansen citerer så flittigt. Lasse Skytts bog ”Orban-land” burde, synes jeg, også have været med på litteraturlisten. Bøger på slaviske sprog er ikke på listen over litteratur, men der findes gode oversættelser af bøger skrevet af forfattere fra de central-og østeuropæiske selv, eksempelvis Ferenc Feher og Agnes Hellers bog ”Hungary 1956 Revisited” og Jadwiga Staniszkis ”The Dynamics of the Breakthrough in Eastern Europe”. Efter de enkelte afsnit kunne være angivet titler på bøger, som kan supplere indholdet.

Som sagt, pladsen tillader ikke at gennemgå de enkelte afsnit nærmere. Det er helt i orden at skrive let forståeligt og levende, men helt udelade noter, fx i forbindelse med de statistiske oplysninger er problematisk. Der er gode og relevante kort side 174-175 (NATO 1949 og 2022) og Rusland/Østblokken (s.201), men der kunne være flere.

En del konklusioner og formuleringer er jeg ikke enig i. At kalde Pilsudski ”krigerisk” er vel at gå for langt, han tog som militærmand aktivt del i kampen for Polens uafhængighed, men døde i 1935, flere år før udbruddet af 2. verdenskrig.  Når nu George F. Kennan skal omtales (s.80) burde det, for ordens skyld, være nævnt, at han senere blev kritiker af USA’s politik under den kolde krig og i 1997 og efter murens fald var blandt de mange, deriblandt USA’s tidligere forsvarsminister McNamara, der gik imod NATOs udvidelse mod øst.

Flere gange i bogen omtales det meget diskuterede Budapest memorandum fra 1992 som juridisk bindende. Mig bekendt er kun traktater og konventioner folkeretligt bindende, ikke memoranda og heller ikke mundtlige tilsagn fra vestlige ledere, fx om ikke at udvide NATO; det uanset, at de har været omtalt i skriftlige referater eller ej. På side 81 omtales befrielseserklæringen efter 2. verdenskrig som ”fis i en hornlygte”. Formuleringer i Budapest erklæringen var som bekendt flere steder også meget bredt formuleret og kunne strengt taget kaldes det samme, hvis vi nu absolut skal benytte den sprogbrug. 

I afsnittet om Tjekkoslovakiet 1968 (s.140) omtales Kadar’s appel til Dubcek. I de bøger jeg har læst bliver der lagt mest vægt på mødet mellem de to kort før invasionen, hvor Kadar advarende skulle omtrent have udtalt: ”I (tjekkerne) skal vide, hvem I har at gøre med”, underforstået naturligvis hændelserne i Ungarn i oktober-november 1956. Sætningen ”at kaste fine, socialistiske perler for ølstinkende, tjekkoslovakiske svin”, som angiveligt går på advarslerne fra Kadar til Dubcek (s.140) forstår jeg ikke, men det kan jo være min egen skyld. Jeg kunne også have ønsket kildehenvisninger, hvor der (s.142) tales om ”lokumsbrevet” og om de fulde ”hardliners” inden for det tjekkoslovakiske kommunistparti, som støttede den russiske invasion. At sige, at Polen i 1980 var ”på røven” (s.147), mener jeg er helt forkert. Polen var i oprør, gennemførte det, Staniszkis meget rammende betegner som en ikke-voldelig ”selvbegrænsende revolution”. Ikke-vold behøver ikke at være forkert. Brejsnev, Honecker og Husak var bange eller vel mere ”på røven” end Polen. Ordet ”røv” (”sin egen røv”) genfinder vi i øvrigt også på side 163 under omtalen af Polens general Wojciech Jaruzelski. 

Det sidste afsnit om Rusland og Vladimir Putin har klare budskaber. Putin stræber efter imperiets genoprettelse, har kronisk storhedsvanvid og mindreværd (s.193). Den holdning er meget udbredt. Men den var vel ikke så udtalt tilbage i 00erne, i Putins første årti som præsident. Det burde vel tages med, at Putin efter udtalelsen om, at han beklagede Sovjetunionens undergang, tilføjede mig bekendt, at det var umuligt at genoprette det. Hans erklæring om, at ”den der ikke beklager imperiets undergang har intet hjerte; den der tror, at det kan genoprettes har ingen hjerne”, omtales slet ikke.

Putin i dag er en del anderledes end i 00erne, før Maidan og invasionen. Før 2012 troede han, trods frustrationer, på en plads for Rusland. Som Jeltsin talte han om russisk medlemskab af NATO, måske han troede på det. I givet fald ville NATO være blevet koblet til CSCE, det senere OSCE. Gorbatjovs fælleseuropæiske hus ville da være en realitet. Om huset ville have været bæredygtigt, ved vi af gode grunde ikke. Termansen er tydeligvis heller ikke med på tanken om russisk medlemskab af NATO. Det ville have gjort NATO tandløst ligesom Folkeforbundet (s.194), siger hun. Putins retorik og politik blev mere nationalistisk, især efter invasionen af Ukraine den 24. februar 2022. NATO-udvidelserne skabte, det der er blevet kaldt et sikkerhedsdilemma. Især de baltiske lande og Polen følte sig mere sikre, Rusland følte sig stik modsat mere usikker. Fælles sikkerhed fik vi ikke.

Jeg hører selv til i den mere ”realistiske” lejr, også kaldt ”fredslejren”. At arbejde for våbenhvile og fred bør, synes jeg selv, højere op på dagsordenen. I fredslejren fordømmes invasionen 24. februar 2022 på det skarpeste. Men det er, ganske som under den gamle ”kolde krig”, vigtigt at kende og forstå modpartens argumenter og gengive dem korrekt og fuldt ud. Aftaler der begrænser våbenkapløbet og skaber fred eller i det mindste ikke-krig bør hilses velkomne uanset ”kold krig”. At erkende egne fejl skader heller ikke. De hårdeste kritikere af Putin og Rusland har vi i ”retfærdighedslejren”, her ses Rusland som imperialt og ekspansivt og skal derfor besejres, om nødvendigt på slagmarken, og Putin og hans medløbere bringes for en straffedomstol. Som Rusland anerkender ligeledes USA ikke straffedomstolen i Haag. Heller ikke USA ønsker egne statsborgere anklaget for krigsforbrydelser. Retfærdighedslejren er stærk, også i Danmark. Fredsbevægelser har ringe vilkår. 

Der udgives gode og dårlige bøger og artikler om emnet både i ”fredslejren” og ”retfærdighedslejren”. I Termansens nye bog får vi relevante informationer om, hvad der skete både under den gamle og den nye ”kolde krig”, men bogen har efter min opfattelse også en del mangler. 

Vibe Termansen: I Skyggen af Rusland – en historie om imperier og interessesfærer, Gads forlag 2023, 224 sider