Boganmeldelse: Putins Verden

Vladimir Putin Foto: Kremlin

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Der er over de sidste år udkommet rigtig mange bøger om Putins Rusland og af forskellig kvalitet. Angela Stents bog ”Putins Verden” hører til dem, der helt bestemt er værd at læse. Selv den tidligere udenrigsminister Madeleine Albright roser bogen.

Angela Stent er ikke hvem som helst. Hun er leder for Centret for Eurasiske, Russiske og Østeuropæiske Studier ved Georgetowm Universitet og var mellem 2004 og 2006 ”national intelligence officer” ved ”National Intelligence Council”. 

I sin bog kommer Stent vidt omkring, bogen indeholder ikke mindre end 13 afsnit. Her behandles emner som betydningen af fortiden, ideen om Rusland, europæernes ambivalens i forhold til Rusland, Rusland og NATO, det nære udland, Rusland og Kina, Ukraine krisen, Ruslands forhold til Japan, Mellemøsten, forholdet til USA under Trump og de tre forfejlede ”re-set”. Afslutningsvist diskuteres de mulige ”engagements” med Putins Rusland.

Bogen indeholder mange interessante vurderinger og oplysninger, nogle givetvis overraskende for mange. Stent konstaterer meget rigtigt (s.6-7), at modsat under den gamle kolde krig præsenterer Rusland og Putin ikke repræsenterer en universel ideologi. Putin dyrker snarest russisk ”exeptionalisme”, dette at Rusland tilhører både Europa og Asien. Rusland ønsker desuden at fremme en ny multipolar verden, hvor Moskva kan forhandle med regeringer af meget forskellige politiske overbevisninger.

Det lykkedes ikke i 1990erne Vesten og Rusland at få skabt en ny sikkerhedsarkitektur, der indbefatter Rusland. NATO-udvidelserne blev således et ”nul-sum issue”, og det i endnu højere grad, da også ukrainsk og georgisk medlemskab af NATO kom på dagsordenen. I slutningen af 1990erne protesterede udenrigsminister Jevgeni Primakov og Jeltsin på det kraftigste mod NATO-udvidelserne, ja efter NATO-bombardementerne af Kosovo og Serbien blev der talt om ”kold fred”. Etablering af en ny multipolær orden og en ”strategisk trekant” mellem Rusland, Kina og Indien blev nu officielt målet for russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. En ond spiral af reaktion og modreaktion og eskalering af konflikter har siden kendetegnet forholdet mellem Rusland og Vesten (s.136). Selv uden ”Russiagate” i USA ville forholdet have været anspændt pga. Ukraine og Syrien (s.329).

Dette betød, at Rusland mærkbart optrappede sit engagement i det nære udland. Et særligt post-sovjet syndrom var skabt (s.145). I afsnittet om fortiden kommer forfatteren naturligt nok ind på Krim (s.11). Krim, skriver Stent, har indtaget en enestående plads i Ruslands selvforståelse over de sidste to hundrede år, manifesteret eksempelvis Krim-krigen 1853-1856, i Anton Tjekov’s korte historier, i Jalta topmødet i februar 1945 og etableringen af den vigtige flådehavn i Sevastopol. Afgørende i Ruslands politik over for det nære udland (SNG-området) har været militær sikkerhed, regime konsolidering, beskyttelse af etniske russere og russisk sprog samt økonomisk integration, senest manifesteret i oprettelsen af Den Eurasiske Union i 2015. Samtidig blev der satset på et tættere forhold til Kina. Med Kina blev der skabt, om ikke en alliance så et stadig tættere militært og økonomisk partnerskab. Japan under Shinzo Abe har ønsket et tættere forhold til Rusland for at afbalancere Kina bedst muligt, men han har været tvunget til at tage del i de vestlige sanktioner mod Rusland pga. allianceforholdet til USA. De japansk-russiske uenigheder om ejerskabet til de kurilliske øers fremtid har forhindret dialog og udvidet samarbejde mellem Rusland og Japan. Striden i Ukraine, skriver Stent (s.251) har ikke den store betydning i japansk sikkerhedsoptik, dertil er Ukraine for fjernt geografisk. Vi glemmer ofte, at Rusland efter 1989 oplevede en ”dobbelt ydmygelse”, tabet af de ny post-sovjetiske stater og udelukkelsen fra den nye vestligt dominerede globale og europæiske sikkerhedsarkitektur. Derudover undervurderede USA og dets allierede, hvad Sovjetunionens kollaps kom til at betyde for den russiske følelse af sårbarhed (s.117). 

Rusland selv har altid haft et ambivalent forhold til Vesten, og det gælder i højeste grad også den anden vej, Vestens forhold til Rusland. USA’s politik over for Rusland defineres vidt forskelligt i Det Hvide Hus, i kongressen og i administrationen. Det har skabt inkonsistens i den amerikanske politik. Ruslands forhold til de store vestlige lande har skiftet over tid. Forholdet til Frankrig har historisk været godt, forudsat vi ser bort fra Napoleon og Krim krigen 1953-56.

Forholdet til Tyskland derimod er et kapitel for sig. 2. verdenskrig og den store fædrelandskrig har sat sig dybe spor i den russiske selvforståelse. I begyndelsen af 1980erne gik Tyskland, og Europa som helhed imod Reagans krav om stop for gasaftaler med Sovjetunionen. Storbritanniens Margareth Thatcher, der havde et tæt forhold til Reagan, protesterede meget kraftigt, ja tog til de virksomheder, der havde ordrer i knibe og lovede, at hendes regering konsekvent ville gå imod de amerikanske krav. I nyere tid, efter 1991, er forholdet blevet komplekst, med ”høge”, ”duer” og ”ugler” på begge sider. Tidligere Gerhard Schröder kom til at høre til dem, der i Tyskland kaldes ”Russland-Verstehere”. Han og hans kone adopterede to forældreløse børn fra St. Petersburg. Efter sin kanslertid blev Schröder formand for Northstreams aktionær-komite. Ikke alene Schröder, også Helmut Schmidt og Hans-Dietrich Genscher kritiserede Merkels hårde linje i Ukraine-spørgsmålet (s.105).

Ja, USA’s tidligere udenrigsminister James Baker mener, at Rusland burde være optaget i NATO. Groft sagt har den tyske Rusland-politik bygget på følgende (s.101): at forholdet til Rusland er vigtigt og samtidig en udfordring, at Tyskland skal være taknemmelig for at Gorbatjov i sin tid accepterede den tyske genforening og, at Tyskland derfor har haft et særligt ansvar for at få Rusland genopbygget efter nederlaget i den kolde krig. Dertil kommer de økonomiske interesser.

Nok overraskende for mange er der også blevet etableret stadig tættere relationer mellem Rusland og Israel, ja forholdet er fra israelsk side er betegnet som ”the best ever” (s.278). Israelske diplomater var i påfaldende grad væk fra salen, da der i FN skulle stemmes om sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim. Israel har forholdt sig neutralt under Ukraine-krisen og deltager ikke i de vestlige sanktioner mod Rusland. Alt sammen endnu en understregning af Rusland stærke position i Mellemøsten, i høj grad også når det gælder Syrien. Ruslands centrale rolle i Syrien skyldes meget den inkonsistente vestlige politik, fx om Assads politiske fremtid efter en fredsslutning. Før var tesen ”Assad must go”, nu forlanger USA eller Europa ikke længere ultimativt hans afgang (s.273). ”Røde linier” over for Assad blev ikke fastholdt.

Afsnittet om Ruslands relationer til USA, før og under Trump, er yderst interessant. Følgende emner har været særlig højt oppe på den politiske dagsorden: Spørgsmålet om atomvåben og ikke-spredning, Ruslands politik over for det nære udland, især Georgien og Ukraine, Europas sikkerhed, Syrien, demokratifremme i Rusland selv og i Ruslands nære udland samt, ikke at forglemme, russisk indblanding i præsidentvalgkampagnen i 2016. Våbenkapløbet har taget en ny og yderst farlig drejning med opsigelserne af ABM, INF og formentlig snart også START II. Mindst tre gange har amerikanske præsidenter forsøgt sig med ”re-set”, dvs. et nyt mere pragmatisk til Rusland, men ingen af dem lykkedes.

Personlige relationer har også spillet en rolle. De blev ikke gode under Obama, de har været klart bedre mellem Trump og Putin. Angela Stent gennemgår (fra s.313) grundigt den russiske indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016, også Trumps engagementer i Rusland før 2016. Putin selv nægter indblanding, men i et interview med Oliver Stone slår han på USA’s indblanding i russisk politik, især den vestlige støtte til demonstrationerne i 2012 efter Putins genvalg som præsident forarger ham. Helt tilbage i 1980erne, under Gorbatjov, var den yngre Donald Trump interesseret i at engagere sig forretningsmæssigt i Rusland, især inden for hotelvirksomhed. Han besøgte også Rusland i 2013 for at være med til at organisere ”miss world” konkurrencen i Moskva. Trump roste under valgkampen flere gange Putin og kaldte ham ligefrem en ”stærk leder”, og han var også dengang interesseret i at skaffe sig ”dirty”, dvs. belastende oplysninger om sin kommende rival til præsidentposten, Hillary Clinton. Der blev også undervejs i præsidentvalgkampen holdt møder med russere, bl.a. med Emin Agalarov, i Trump Tower” i New York. 

Som manifesteret på topmødet mellem Trump og Putin på topmødet i Helsingfors i juli 2018 deler de to præsidenter på mange måder opfattelsen af verden. Begge kritiserer alliancer og organisationer, der begrænser handlefrihed og suverænitet, og begge afviser den liberale internationale orden. Angela Stent slår fast, at Rusland umuligt kan isoleres, vestlige sanktioner eller ej. Mange lande i Afrika, Asien og Latinamerika har afvist at indføre sanktioner mod Rusland, deres linje er mest bestemt af deres syn på USA’s adfærd på den globale scene, og her er vurderingerne jo langt fra altid positive.  Sanktionerne har ikke fået Putin til at ændre adfærd, og de har i hvert fald gjort det lettere for Putin at styrke den statslige kontrol over økonomien (s.352).

Det er også lykkes Rusland at oprette eller tage del i allerede eksisterende regionale multilaterale organisationer som fx Shanghai kooperationen, Den kollektive Sikkerhedstraktat Organisation (SCO) og den Eurasiske Union samt at styrke samarbejdet med Kina og derudover opnå meget stor indflydelse i Mellemøsten og på samme tid føre dialog med Iran, Syrien, Saudi Arabien, Ægypten og Israel (s.347). Rusland har fortsat et stort arsenal atomvåben, er med i FNs sikkerhedsråd og besidder store naturressourcer. Alt dette sker uanset at Ruslands økonomi er mindre end Italiens og under en tiendedel af USA’s.  Rusland har på mange måder styrket sin position globalt og regionalt. Det maner i sig selv til eftertanke. Angela Stent mener, at Vesten må spørge sig selv, hvad der ikke har fungeret i politikken over for Rusland og hvorfor. Vesten må tage udgangspunkt i, hvad Rusland er, ikke i hvad vi ønsker det skal være (s.356). Kendsgerningen er jo, at de fleste russere ikke ser på 1990erne, hvor Ruslands forhold til Vesten var tæt og vestlige rådgivere strømmede til Rusland, positivt, mere som et årti kendetegnet ved tumult, kaos, ulighed og ydmygelse.

Angela Stent opfordrer til at genoprette det transatlantiske forhold, uanset at det er svært. At isolere Rusland og afvise at forhandle med Rusland er ikke en fornuftig vej at gå (s.361).  ”Engagement” med Rusland, fortsætter hun, bør være ”realistisk” og ”fleksibel”. Vi skal føre dialog, når det er hensigtsmæssigt og muligt. Putin er jo mester i judo og kender kunsten at opfatte modstanderens ubeslutsomhed og slå til. Fra Putin må vi fortsat forvente det uventede, slutter hun. 

Kort sagt, Angela Stent kommer i sin bog kommer vidt omkring, hun får læseren til at tænke nyt og konstruktivt. 

Angela Stent, Putin’s World, Russia against the West and with the Rest, New York, Boston:Twelwe, Hahette Book Group, 2019, 432 sider.

Share This