Boganmeldelse: Den yderste grænse

Af Jens Geisler cand. mag.

Anmeldelse: Et Estland i tvivl om sig selv, en nådesløs klassekrig mellem ”Røde” og ”Hvide”, op mod 200 danske frivillige soldater, og det slesvigske spørgsmål. Hvordan dét hænger sammen, beskrives i detaljer i et kæmpe værk, der både fascinerer, stiller tålmodigheden på prøve, og overrasker.

Krig og kaos

Tiden efter Oktoberrevolutionen var kaotisk og blodig. For at udbrede verdensrevolutionen kastede bolsjevikkerne sig ud i invasioner af lande og områder tilhørende det tidligere tsar-imperium. Også Estland invaderes af Den Røde Hær, men en lille finsk ”Hvid” antibolsjevikisk styrke på 2000 mand, stærkt støttet af britiske Royal Navy, stoppede angriberne i 1918. 

Men nye angreb forventedes. Den danske rigmand, Aage Westenholz (Karen Blixens onkel) og andre fra den ”besiddende borgerlige overklasse”, som det udtrykkes, med et ditto ideologisk fjendskab til kommunismen, kom på banen med skabelsen af Dansk-Baltisk Auxilliær Corps (DBAC). Slagsmål i gaderne og på havnen mellem korpsfrivillige og danske bolsjeviksympatisører prægede hovedstaden i tiden op til marts 1919, hvor 184 danske frivillige afsejlede med kurs mod Estland. 

Intens beretning

 Uroen fornemmes på tydeligste vis, da læseren på eminent bringes tæt på datidens begivenheder og spændte, ja, ofte ophidsede stemning, som levendegøres ved flittig brug af uddrag fra deltagernes egne breve mv. om oplevelserne. Ikke mindst i intense beretninger fra DBAC’s blodige kampe i juli 1919 syd for Pskov, Rusland. Et så digert værk med mere end 1000 sider og i to dele – først om politik og ideologi og siden krig og efterkrigstid – kunne ellers nemt være dræbende kedelig, spækket til randen med detaljer om alt vedrørende korpset.  

Alligevel ville det have været skønt med en skrappere redigering, da alt med bare en vis relevans for korpset behandles lige så detaljeret, hvilket godt kan virke lidt anstrengende. Holder man ved belønnes man dog med mange fine og overraskende indsigter. Som fx, at en estisk nationalfølelse i begyndelsen var ganske svag, kun forsvaret af en lille frivillig styrke på 700 mand, betalt for af estiske og tysk-baltiske investorer og rigmænd; kæmpede de for deres penge eller for et fædreland? De ”Røde” mente, at de udkæmpede en klassekrig for de rige tyskbaltiske godsejere i alliance med de imperialistiske briter mod folket, mens krigen fra de ”Hvides” side udråbtes til en friheds- og selvstændighedskrig mod udefrakommende ”Røde”. 

Ven eller fjende?

Det pointeres da også, at på ét tidspunkt kæmpede formentlig flere estere med de røde, end mod. Det bragte DBAC i en penibel situation, da de ikke måtte tage del i en borgerkrig. På den baggrund er det ikke så overraskende, at de danske frivillige blev set på med mistro, da korpsets officerer havde venskabelige forbindelser til ”hvide” russiske og tysk-baltiske officerer. Afsløringen af planer om et tysk-baltisk kup mod de nationale baltiske regeringer, med støtte af svenske frivillige, blev afsløret i februar 1919, omtrent sammenfaldende med DBAC’s ankomst, gjorde ikke uviljen mindre. 

Der lægges stærkt ud med en tæt, men overskuelig beskrivelse af korpsets rolle, nationalt og internationalt, i af den danske regerings forhold til ”den varme kartoffel” ang. korpset, neutralitetspolitiken og frygten for at provokere Tyskland, bolsjevik-Rusland eller danske bolsjeviksympatisører. Samtidigt havde man brug for briternes støtte, der ønskede en dansk indsats mod bolsjevikkerne, i det slesvigske spørgsmål om en evt. genforening. Løsningen på den gordiske knude var at sætte kikkerten for det blinde øje mht. DBAC. Det var jo et privat korps, som man ikke kendte til (trods balladen i gaderne!), men man forhindrede heller ikke dets opstillen, kunne man sige til briterne. 

Racisme og brutalitet

De frivillige selv behandles tæt mht. både geografisk og social baggrund og opdeles efter motivation; anti-bolsjevikiske ideologer, professionelle, lejesoldater, eventyrere/romantikere og kriminelle. Igen beriges læseren med talrige beskrivelser og indtryk om livet i korpset fra de frivillige. Ubehageligt at læse er det, at et vist mål antisemitisme, som tilmed udbredtes af flere af samtidens danske aviser, fandtes i korpset i forhold til kampområdernes jødiske civile. Bolsjevisme og jødedom blev kædet sammen, som også den senere nazisme gjorde. Det leder desværre til en unødigt lang redegørelse af nogle af de frivilliges rolle i en senere tids højreradikale bevægelser i værkets slutning. 

At det ikke var en søndagsudflugt, får man igen rigeligt at vide om fra de frivilliges egen hånd. Én beskriver et drab på en påstået spion, en anden fortæller om drabet på en dreng, der angiveligt havde fungeret som observatør for bolsjevikisk artilleri, mens en delingsfører udtaler, at ”..der er en masse djævelske kinesere, men korpset gør kort proces med dem”. I kamp ved fronten eller bag fronten? At de danske frivillige blev forrået af den nådesløse krigsførelse, som klassekrigen på begge sider udartede sig til, lades man ikke i tvivl om. 

Forfatteren og historikeren, Mikkel Kirkebæk har flere roste bøger bag sig (fx ’Schalburg – en patriotisk landsforræder’ og ’Beredt for Danmark – Nationalsocialistisk ungdom 1932-45) og følger flot op med denne bog, der i lange stræk er både nærværende og fængslende, og i hvert fald udtømmende og tilbundsgående, i beskrivelsen og behandlingen af Dansk-Baltisk Auxilliær Korps’ indsats i Baltikum, og den sikkerhedspolitiske virkelighed, som korpset indgik i.  

Mikkel Kirkebæk, Den yderste grænse (bind I; Politik og ideologi (532 s.), bind II; Krig og efterkrigstid (680 s.), Lindhardt & Ringhof 2019 

Share This