Bliver Momentum et nyt parti i Ungarn?

Momentum ved indsamling af underskrifter mod OL Foto: Momentum

Momentum ved indsamling af underskrifter mod OL Foto: Momentum

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Ungarn: ”Vi har revet den første sten ud af muren”, erklærede András Fekete-Györ den 17. februar, da hans bevægelse ”Momentum” (på ungarsk ”Momentum Mozgalom”) med støtte fra aktivister fra ”NOlimpia” (”Nej til olympiaden”) havde indsamlet 266.000 underskrifter i protest mod ansøgningen om værtskabet for de olympiske lege i 2024, en plan der efterfølgende blev opgivet af myndighederne.

Fekete-Györ, lederen af ”Momentum”, skriver den polske journalist Jacek Pawlicki, minder på sæt og vis om den unge Viktor Orbán tilbage 1980erne, han var dengang antisystemisk.

”Momentum” vil måske kunne gå hen at blive en udfordring til Fidesz ved valget i 2018, hvor Fekete-Györ over for vælgerne måske vil fremstå som en ”ny og bedre Orbán”. Der er i hvert fald planer om at lade ”Momentum” omdanne til et politisk bevægelsesparti.

Lige nu er ”Momentum” organisatorisk kun i støbeskeen med blot omkring 140 medlemmer, med meget få penge og næsten ingen lokalafdelinger uden for hovedstaden Budapest. Der skal først afholdes valg i 2018, så der er i princippet tid til at få skaffe aktive og blive bedre organiseret, siger Péter Krekó fra den liberale tænketank ”Political Capital” i Budapest.

Han henviser til, at det tidligere er lykkedes at udfordre Orbán og Fidesz gennem protestaktioner, fx via bevægelsen ”en million for Pressefrihed” og i forbindelse med regeringens planer om en særlig IT-skat og så nu igen med underskriftsindsamlingen mod ansøgningen om afholdelse af de olympiske lege i 2024.

Forudsætningen for at det også kan ske ved det kommende parlamentsvalg, er, siger Miklós Hajnal, en af lederne i ”Momentum”, at bevægelsen evner at fokusere på de problemer, der er blevet negligeret af alle regeringer i Ungarn siden kommunismens fald og derigennem får fat i de mange, især unge der normalt vælger sofaen på valgdagen.

Valgdeltagelsen i Ungarn ved parlamentsvalg er normalt omkring de 60 pct. og med faldende tendens. Fidesz kernevælgerskare er på omkring 2 millioner, og de møder fast op på valgdagen. Spørgsmålet er hvor mange af de øvrige 6 millioner, det lykkes at få til at møde op.

Med en lav stemmeprocent vil Fidesz sandsynligvis igen få flertal i parlamentet ved valget i 2018. Takket være valgsystemet er 40 pct. nok til et flertal. Bevægelsespartier i protest mod Orbán er før blevet oprettet, men indtil nu ikke med den store succes på valgdagen.

Share This