Berlin ved at bukke under for migranter og flygtninge

Illustrationsfoto: Youtube

Af Michael Skovgaard

Tyskland: I takt med at antallet af migranter fra Mellemøsten og flygtninge fra Ukraine vokser drastisk, kniber det gevaldigt med indkvarteringsmuligheder i den tyske hovedstad, som er den foretrukne destination – det skriver Der Tagesspiegel og flere østeuropæiske medier.

Presset er stort i flere større tyske byer, men mest af alt i Berlin, hvor man nu planlægger teltlejre, som kan huse op til 4.000 migranter og flygtninge. Det er en ren nødforanstaltning, da de ellers ville blive tvunget til at overnatte på gaden. Det fremgår af et svar fra Berlins „socialsenator“ Katja Kipping fra partiet Die Linke. (note: Berlin, Hamburg og Bremen er såkaldte bydelstater, og her bruger man ikke betegnelsen „minister“ som i andre deltater, men derimod betegnelsen „senator“, hvilket svarer lidt til en borgmester med et særligt ansvarsområde som  f. eks. i København.)

Store telte er således blevet indkøbt i foråret, hvor de allerede var i brug ved Berlins hovedbanegård, da den første bølge af flygtninge fra Ukraine kom til Berlin. Siden er teltlejre blevet oprettet i byerne Leipzig, München og Bremen.

I Berlin bliver der tale om teltlejre ved Tempelhofer Feld – det store areal ved den gamle lufthavn Tempelhof og også ved den nu nedlagte lufthavn Tegel plus messehallerne og området ved Det Olympiske Stadion.

Berlin registrerer et stort antal flygtninge og migranter både fra Ukraine, Mellemøsten og Afrika. Borgere fra Ukraine skal ikke søge asyl, men det skal migranter fra Mellemøsten og Afrika, og knap 10.000 har søgt om asyl i hovedstaden i de første ni måneder af 2022 – og ingen var fra Ukraine.

Ifølge Kipping ankommer der dagligt 150 migranter og flygtninge, og hvis tendensen fortsætter, vil der ankomme op til 10.000 mod årets udgang, og så vil teltlejrene ikke være nok, og de vil heller ikke være en permanent løsning vinteren over. Ifølge de seneste opgørelser kommer migranterne hovedsageligt fra Syrien, Georgien, Tyrkiet, Afghanistan og Moldova og til dels også fra lande i Afrika.

Tyskland har hidtil modtaget 1,1 mio. migranter og flygtninge alene i år, og flere delstater melder nu, at man ikke længere har kapacitet til at huse dem. Hovedparten har været fra Ukraine, men presset fra Mellemøsten og ruten via Balkan gør nu, at landet er presset på flere fronter og skal skelne mellem krigsflygtninge fra Ukraine, som dog kan formodes at ville rejse hjem igen, hvis der findes en løsning på konflikten, og så de mange andre migranter, som forventes at søge varigt ophold, selv om de reelt næppe vil få status som flygtninge. De kan så se frem til at være på  såkaldt „tålt ophold“, indtil man finder ud af at sende dem hjem igen. Og det har indtil videre været vanskeligt at praktisere.       

Share This