Berlin er nu Tysklands mest kriminelle by

Illustrationsfoto: Wikiolo

Antallet af lovovertrædelser fordoblet siden 2008. Alexanderplatz regnes nu for et af hovedstadens farligste steder

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Med 16.161 lovovertrædelser pr. 100.000 indbyggere har Berlin overtaget den lidet ærefulde plads som Tysklands mest kriminelle by. Politiet har netop offentliggjort en hidtil hemmeligholdt rapport om de 10 mest belastede områder i hovedstaden, som reelt er ”visitationszoner”. Det skriver flere lokale medier.

Listen toppes af Alexanderplatz, Kottbusser Tor og Warschauer Brücke – hvoraf sidstnævnte er en vigtig del af Berlins ”party-zone”. De næste i rækken er Hermannplatz, Kleine Tiergarten, Rigaer Strasse, Hermannstrasse, Leopoldplatz, ”regnbuekvarteret” omkring Nollendorfplatz og Görlitzer Park.

Tendensen er ikke entydig, da der tegner sig forskellige billeder i de forskellige kvarterer. Nogle har stigende kriminalitet, andre stagnerende eller let faldende, men bl.a. Alexanderplatz skiller sig ud med en fordobling i antallet af lovovertrædelser siden 2008, hvor der blev registreret 4.164. Tallet steg til 8.644 i 2015 – et let fald i 2016 til 7.820 i 2016 – og 3.492 for første halvår af 2017. Butiks- og tasketyverier udgør størstedelen af overtrædelserne, men vold og legemsbeskadigelse fylder også en del med 564 sager i 2016. Det svarer til 1,5 om dagen.

Samme tendens i området omkring Kottbusser Tor i Kreuzberg, som regnes for Berlins centrum for narkohandel. Her er antallet af lovovertrædelser i forbindelse med narkohandel tredoblet siden 2008.

Rigaer Strasse kommer ind på listen som følge af et stigende antal angreb på politibetjente. Hertil kommer ødelæggelse af offentlig ejendom, trusler mod politiske modstandere og afbrænding af biler. Kvarteret er kendt som centrum for Berlins venstreekstremistiske miljø.

Endelig skiller ”regnbuekvarteret” omkring Nollendorfplatz i Schöneberg sig også ud med et stigende antal overgreb på homoseksuelle og lesbiske. Kvarteret gik indtil for nylig for at være et af de mest tolerante i Berlin, men også her er antallet af lovovertrædelser næsten fordoblet fra 1.480 i 2008 til 2.564 i 2016. Tallet kan være væsentligt højere, da mange natlige gæster af gode grunde undlader at anmelde overfald og overgreb. Ifølge kilder i politiet er gerningsmændene typisk unge mænd fra Sydøsteuropa.

Indtil i år toppede Frankfurt listen over Tysklands mest kriminelle byer, men byen er nu nede på fjerdepladsen efter Berlin, Leipzig og Hannover.

Share This