Berijas spøgelse og Dinamos økonomiske kaos

Dinamos stadion Arena Khimki i Moskva  Foto: Toke Møller Theilade

Dinamos stadion Arena Khimki i Moskva Foto: Russianfootballnews

Fra at være mesterskabskandidat og spille i europæiske fodbold gik russiske Dinamo Moskva denne sommer til at være bundhold og uden udenlandske profiler og europæisk deltagelse. Det dramatiske skifte skete som følge af en række alvorlige brud på UEFAs regler for økonomisk ansvarlighed.

Af Toke Møller Theilade

Rusland: Forventningerne var høje hos Dinamo Moskvas fans efter sidste sæson. De blå-hvide fra Moskva sluttede ganske vidst blot på en fjerdeplads, 17 point efter mestrene fra Zenit Sankt Petersborg, men Dinamo havde endnu en gang kvalificeret sig til europæisk fodbold, og truppen indeholdte masser af kvalitet.Den franske landsholdsspiller Mathieu Valbuena, var truppens største stjerne og en af de bedste spillere i Rusland, men klubben havde også spillere som den congolesiske forsvarsspiller Christopher Samba, den tidligere tyske landsholdsspiller Kevin Kuranyi og ikke mindst en stamme af stærke russiske spillere, der alle var inde omkring landsholdet.

Størstedelen af de russiske spillere havde sluttet sig til Dinamo i 2013, da Anji Makhatjkalas ejer besluttede at skære budgettet, hvilket betød, at de store stjerner, der havde repræsenteret den Dagestan baserede klub søgte nye græsgange. Under overfladen lurede dog en dybere hemmelighed, som fansene ikke havde forestillet sig.

Der var dog også grunde til bekymring for Dinamo, der siden februar havde været under efterforskning for brud på UEFAs Financial Fair Play regler.

Reglerne er lavet for at sikre, at de europæiske fodboldklubber ikke bruger flere penge end de har, og anklagerne imod Dinamo var alvorlige. Den russiske storklub havde i mellem 2012 og 2014 samlet et transferunderskud på ikke mindre end 59 millioner euro.

Den primære grund til det massive underskud var de seks spillere Dinamo hentede hos førnævnte Anji i 2013 men også, at Dinamo i gennem lang tid havde været dårlige til at sælge spillere, hvorfor der ingen penge kom ind den anden vej.

For at gøre tingene værre, viste det sig også, at der var problemer med Dinamos sponsoraftale med VTB Bank, en statsejet russisk bank. Ud over statussen som hovedsponsor for Dinamo ejer VTB Bank også klubben, og denne dobbeltrolle faldt ikke i god jord hos UEFA.

VTB Bank betaler som hovedsponsor hvert år i omegnen af 70 millioner euro til Dinamo. Dette er dog ikke helt uproblematisk, da Repucom, en af UEFAs samarbejdspartnere omkring Financial Fair Play, har vurderet, at VTB Bank betaler omkring 10 gange mere for deres logo på Dinamos trøjer end, hvad de burde. Repucom er ansat til at at tjekke markedsværdien af klubbernes sponsorater for at sørge for, at klubejere ikke tegner sponsorater til overpriser af deres egne klubber, for på den måde at omgå UEFAs regler.

Sidst men ikke mindst viste det sig, at Dinamo brugte mere end de tilladte 70 procent af deres budget på lønninger og bonusser til klubbens personale.

Dinamo, der i Sovjettiden var kontrolleret af det hemmelige politi, fik i midten af juni den strengest mulige straf, da de blev smidt ud af UEFAs Europa League for deres massive overtrædelser af forbundets regler.

”Jeg kan ikke sige, at UEFAs beslutning kom som en overraskelse for os.” skrev klubbens præsident Boris Rotenberg, en tæt ven og allieret af Vladimir Putin, på den officielle hjemmeside.

Hvor klubbens ledelse hurtigt accepterede straffen, kæmpede de blå-hvide fans hårdt for retten til at konkurrere på den europæiske scene.

”Det er kendt, at FC Dinamo var den første mester i vores land, en klub der vandt guldmedaljer 11 gange,” skrev en gruppe af klubbens fans i et åbent brev til UEFA, og fortsatte: ”Det er den legendariske målmand Lev Jasjins hold, den eneste målmand, der har vundet Balon d’Or prisen. Klubben har haft en stor indflydelse på udviklingen af fodbold i både Rusland og resten af verden, og vi mener, at det fortjener en særlig attitude fra UEFA.”

“Vi forstår, at vi har brudt Financial Fair Play reglerne, men vi mener, at det er nok med en advarsel til vores klub, da FC Dinamo tager tydelige skridt imod at få budgettet til at opfylde reglerne.”

Fansenes bøn blev ikke hørt, og Dinamos Europa League plads gik i stedet til Rubin Kazan, der var sluttet lige under dem i ligaen.

Eksklusionen fra Europa betød, at størstedelen af de udenlandske stjerner aktivt begyndte at søge væk fra klubben. Samtidig måtte manden, der havde stået bag det massive overforbrug Guram Adsjojev, klubbens sportsdirektør, sige farvel til sit job.

Siden Adsjojev fik sit job i 2013 havde klubben brugt 95,5 millioner euro på spillere, mens de blot havde fået 800,000 euro ind den anden vej. Samtidig havde Dinamo mistet flere dygtige spillere ved kontraktudløb og derfor uden kompensation.

Adsjojev havde flere gange forsikret klubbens fans, at de bedste spillere ville forlænge deres kontrakter med klubben, men i stedet havde flere af dem skiftet til rivaler.

Med Adsjojev ude af porten forsvandt støtten til cheftræner Stanislav Tjertjesov også, og blot en uge inden sæsonstarten blev han fyret. Sammen med Tjertjesov og Adsjojev forlod otte såkaldte legionærer, det russiske udtryk for udenlandske spillere, klubben.

For at ikke at komme ud for problemer med Financial Fair Play igen indførte Dinamo et loft for spillerlønninger, ligesom VTB Bank accepterede at føre ejerskabet, og sine 74% af aktierne i klubben, tilbage til Sports Foreningen Dinamo, så denne vil komme op og eje 100 % af aktierne, ligesom den gjorde før VTB Bank købte klubben i 2009.

VTB Bank vil dog fastholde sine aktier i klubbens nye stadion VTB Arena, der forventes at stå klar i 2016. Samtidig har præsident Boris Rotenberg annonceret, at han træder tilbage fra sin stilling som præsident ved næste generalforsamling, mens klubben søger med lys og lygte efter nye sponsorer, der kan udfylde noget af det hul VTB Bank vil efterlade, når deres sponsoraftale bliver mindre.

Fra at være et hold, der skulle spille med om mesterskabet er Dinamo nu en klub i forfald, og de har ikke vundet en kamp siden august. På nuværende tidspunkt er slovakiske Tomas Hubocan den eneste udlænding i klubben, der får regelmæssig spilletid, mens hollandske Alexander Büttner og congolesiske Christopher Samba begge er frosset ud og aktivt søger klubskifter.

Dinamo havde sin storhedstid i Sovjetårene, hvor de vandt 11 nationale mesterskabet i mellem 1936 og 1976. Dinamo udnyttede dengang sine forbindelser til Sovjettoppen til at skaffe sig de bedste spillere. Især klubbens forhold til Josef Stalins berygtede højre hånd Lavrentij Berija, der var præsident i klubben mens han styrede Sovjetunionens hemmelige politi indtil sin død i 1953, sørgede for at Dinamo var en magtfaktor i den sovjetiske fodboldverden.

Da Berija blev henrettet i 1953 begyndte det langsomt at gå ned af bakke, og den dag i dag snakker klubbens tilhængere om, at det netop var Berijas indflydelse, der medførte den dybe krise som Dinamo har været i ii årtier. Klubben betaler den dag i dag, stadig for de utallige forbrydelser Berija lavede imod det sovjetiske folk, og sommerens kollaps skete måske under indflydelse af, hvad man i den russiske fodboldverden kender som ’Berija forbandelsen’.

Share This