Året der gik i polsk politik i 2020 – del 4

En demonstration mod abortlov i Polen Foto: zorro2212

Af Michael Hardenfelt

Polen: Hen over sommeren erklærede premierministeren henrykt, at Polen havde overvundet Covid, og alt tyder på, at regeringen ikke troede på at situationen ville udvikle sig alvorligt til efteråret. Det betød, at regeringen blev taget på sengen, da smittetallet pludselig steg voldsomt i oktober. Der har været folk i regeringen, som ønskede omfattende forberedelser, men det blev fejet til side, for så slemt havde det jo heller ikke været om foråret. Men Kaczynski skulle efter sigende have været vred over de manglende forberedelser. 

Og så kom de fleste begrænsninger tilbage – maske for mund og næse (også på gaden i fri luft), fjernundervisning, begrænset plads i offentlige transportmidler, telefonkonsultationer med lægen og meget mere. 

Lige som i foråret bliver folk kun testet i beskedent omfang, og mange (de fleste) gennemlever sygdommen med få eller ingen symptomer. Nogle eksperter anslår her i december, at omkring 20% af befolkningen rent faktisk har haft Covid-19. Inden den formodelige vaccine for alvor slår igennem, vil yderligere 20-30% formodentlig blive smittet. Og så er spørgsmålet, om der overhovedet er brug for vaccine, for polakkerne vil have opnået flokimmunitet, hvis disse tal holder. 

De økonomiske konsekvenser

Regeringen har været ude med store tilskud til berørte erhvervsgrupper, og selv om det langt fra er nok til at kompensere for tabene, belaster det en Finanslov, som ellers så nogenlunde fornuftig ud. Problemet med kompensationen er også, at mange mennesker lever i en grå økonomi, hvor de ikke kan dokumentere deres tab; det gælder for eksempel for en lang række småhandlende, som er blevet ret sure på regeringen. Samtidigt er skatteindtægterne dykket, så Polen må vinke farvel til drømmen om en afbalanceret finanslov indenfor de nærmeste år. Selv om serviceerhverv er i bund, ser Polens position som produktionshal ikke ud til at være påvirket, og eksporten er endda vokset i forhold til 2019.

Underskud på statsbudgettet omkring 20% i år

Den reviderede finanslov for 2020 regner med et underskud på over 100 milliarder zloty (mod omkring balance i den oprindelige Finanslov), hvilket vil sige, at omkring 20% af det samlede statsbudget skal finansieres ved lånoptagning. Under forudsætning af en vækst på 4% i 2021 forventes næste års underskud at ligge på 83 milliarder zloty.

Færre tilskud og lønforhøjelser

Det betyder også, at regeringen kommer til at holde igen på deres rundhåndede uddeling af tilskud til forskellige grupper. I de senere år har vi været vant til, at hele vælgergrupper er ”købt” med sociale tilskud eller lønforhøjelser, men det varer formodentlig nogle år, inden denne praksis genoptages. Blandt de, som står på skud, bliver formodentlig pensionisterne, som har vænnet sig til en 13. og 14. pension. 

Arbejdsløshed på vej op

Arbejdsløsheden er steget fra 5 til 6%, men her skal man være opmærksom på, at registrering som arbejdsløs for mange mennesker ikke giver nogle særlige fordele, men forudsætter en masse besøg på offentlige kontorer og udfyldning af blanketter. Mange – særligt (tidligere) selvstændige – undlader derfor simpelt hen at registrere sig som arbejdsløse. 

Abort helt forbudt

Den 22. oktober afsagde den regeringspartikontrollerede Forfatningsdomstol en pludselig dom, som forbød abort i tilfælde af et uafvendeligt skadet foster. Spørgsmålet har tidligere ligget i mølposen i nogle år hos domstolen, men fordi corona-restriktioner forbød offentlige forsamlinger, har Kaczynski måske anset tidspunktet for opportunt til at give en gave til kirken, som føler, regeringen skylder dem en gentjeneste for kirkens støtte til regeringen.

1101 aborter i Polen sidste år, 26 til næste år

Abort er i forvejen forbudt i Polen, men den nyeste fortolkning vil mindske undtagelserne til trussel mod moderens liv og seksualforbrydelse, som der sidste år blev udført 26 af i Polen, mens antallet efter den nu forbudte undtagelse udgjorde 1075. 

Men folket – mænd og kvinder – protesterede alligevel, selv om det var forbudt, og meget tyder på, at regeringen blev overrasket over omfanget, som lammede bycentrene i de store byer i Polen. 

Også her har der indenfor regeringen været modstridende holdninger til reaktionen på protesterne. Generelt har regeringens høge været utilfredse over, at politiet ikke har opløst demonstrationerne, som er blevet betegnet som spontane protester. Mange er dog blevet legitimeret og noteret af politiet, og der er også eksempler på, at civilklædte politifolk tæver demonstranter. Demonstranter har i nogle tilfælde malet graffiti på kirker samt afbrudt gudstjenester, for kirken ses af mange som den direkte ansvarlige for ændringerne.

Protesterne var enorme lige efter forfatningsdomstolens afgørelse. Der er efterhånden færre deltagere, men de er vedholdende og foregår over hele Polen. Her Szczecin i december. Foto: Michael Hardenfelt

Holdningerne til abort

Abortspørgsmålet er dikteret af to livsholdninger, som ikke på nogen måde synes at kunne forenes. Tilhængere af den fri abort indtil 12. uge anser abort for en menneskeret. Det er kvindens ret til at bestemme over egen krop, og ingen eller intet skal kunne udhule denne ret. Hvis man synes abort er forkert, kan man lade være at gennemføre en abort, men det er den enkelte kvindes eget valg. Som en basal menneskeret, bør lovgivningsmagten ikke kunne blande sig i dette spørgsmål. 22 pct. af befolkningen går ind for fri abort til 12. svangerskabsuge.

Kirkens synspunkt er, at et foster er et menneske, fra det øjeblik en sædcelle møder et æg. Fra det øjeblik er mennesket beskyttet af en naturlov – givet af Gud – som forbyder mord. Som sådan er det ikke et politisk spørgsmål. Intet parlament og ingen folkeafstemning kan tillade, at man myrder sine egne borgere. 11 pct. af befolkningen støtter dette synspunkt.

Imellem disse to synspunkter står så omkring 62 pct. af befolkningen, som mener, man bør kunne gennemføre abort under visse omstændigheder.

Protesterne er imidlertid varet ved; ikke i det omfang de havde i begyndelsen, men de er konstante og minder hele tiden magthaverne om, at her er en sag, folk er villige til at slås for. 

Dommen er stadig ikke officiel

Regeringen har valgt ikke at offentliggøre dommen fra Forfatningsdomstolen, og den træder ikke i kraft, før den er offentliggjort. Det er et lille (forfatningsstridigt) fif, regeringen benytter, når den ikke bryder sig om Forfatningsdomstolens afgørelser.

I dette tilfælde er det dog nok protesternes omfang, der er årsagen. Regeringen har officielt forklaret, at den venter på en begrundelse fra Forfatningsdomstolen, mens andre regeringsrepræsentanter har påpeget, at den manglende offentliggørelse skyldes, at der på grund af de sociale spændinger er tale om nødret. 

Partiformand Kaczynski bliver vicepremierminister

I oktober besluttede det menige parlamentsmedlem, Jaroslaw Kaczynski, som samtidig er formand for Regeringspartiet Ret og retfærdighed (PiS) sig for, at nu ville han være vicepremierminister. Her har han så fået et overordnet ministerium, som skal overvåge justitsministeriet, forsvarsministeriet og indenrigsministeriet, der alle anses for nøgleministerier for magtudøvelse.

Kaczynski har de sidste 5-6 år været den person, som træffer de endelige afgørelser i Polen, men uden at han har haft en formel post i statsapparatet, bortset fra sin menige post som parlamentsmedlem. Ingen har imidlertid været i tvivl om, hvem der bestemmer, han er omgivet af vagter og chauffører, og i parlamentet tager han ordet når han har lyst, uden om talerrækken. Han har kort sagt været Formand Kaczynski, og nu er han så degraderet til vicepremierminister. Men han er stadig partiformand, og premierministeren er stadig underordnet i forhold til partiformanden. Det er der ikke lavet om på.

Egentlig er Kaczynskis position som den, der bestemmer over premierminister, præsident og landets øverste domstole perfekt i forhold til det historiske perspektiv. Kaczynski ser mellemkrigstidens frihedshelt, Marshall Pilsudski, som idealet og identificerer sig med manden i en sådan grad, at man måske kan overveje, om Kaczynski selv tror, han er Pilsudski. Og netop Pilsudski foretrak også at stå i baggrunden, mens han dirigerede mellemkrigstidens kaotiske politiske liv fra sine private gemakker.

Jaroslaw Kaczynski har som person dog en stor negativ vælgergruppe, så jo mere han holder sig i baggrunden, jo bedre går det som regel for partiet. Men Kaczynski er efterhånden en ældre herre, og Ziobro ligger på lur til at overtage pladsen, selv om Ziobro har en nok endnu større negativ vælgergruppe end Kaczynski. Det bliver spændende, hvad der sker i fremtiden, men indtil videre holder Kaczynski fast på magten.

Formand for PiS partiet Jaroslaw Kaczynski Foto: M. A. Cholewicz

Kommuner og regioner bliver LGBT-frie zoner

Regeringen fører kulturkamp, og til det har den brug for emner, som virker overfor kernevælgerne – mere eller mindre stabile familier, som ikke bryder sig om udsvævende levevis og ikke forstår behovet for alternative samlivsformer.

Overfor dem står befolkningsgrupper i større byer, som ser og accepterer, at traditionelle familiemønstre er et valg blandt en række andre muligheder, og i øvrigt har forståelse for, at medborgerne bør have ret til at udleve deres drifter, som de har lyst til.

I mellemtiden laver organisationer for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter kampagner, hvor de kræver ret til åbent at identificere sig med deres seksualitet, herunder at indgå ægteskab med deres partner af samme køn. 

Regnbue – disse farver er i stand til at fremkalde stærke følelser. Oprindeligt egentligt et symbol på LGBT-bevægelsen, men i dag et bredt symbol på ønsket om mangfoldighed. Der produceres bænke, kunst, lys og mundbind med regnbuens farver, og de ødelægges ofte af modstandere.

Og her støder de ind i nationalisterne. De traditionelle fløje har ikke forståelse for, at far, mor og 2-3 børn med tilhørende bedsteforældre og tanter ikke er standardmønsteret, det som alle stræber efter. Selv hvis nogle er skruet anderledes sammen, og vel egentligt bør have lov til dette, så behøver de vel ikke reklamere med det, og dermed udvise foragt for det traditionelle familiemønster. Samtidigt er mange helt uden forståelse for, at halvnøgne mennesker går i optog gennem byen og foretager erotiske kropsbevægelser. Mange af disse mennesker synes generelt erotik er noget, som hører til i soveværelset, og vil også se med mishag på et heteroseksuelt par som tungekysser offentligt. 

Disse holdninger bruges i den politiske debat, som yderligere dæmoniserer ”de anderledes” som uhæmmet seksfikserede, hvis mål det er at overbevise landets ungdom til at opgive traditionelle samlivsformer. 

På den måde bliver LGBT-bevægelsen sammenkædet med ”en ideologi”. Og nogle kommuner og regioner går ud og vedtager erklæringer om, at kommunen eller regionen er fri for LGBT-ideologi. Bøsser og lesbiske samt andre mindretal føler sig diskrimineret og tilsidesatte ved sådanne erklæringer. Den enkelte bøsse eller lesbiske vil meget have sig frabedt at blive betegnet som ”en ideologi”, og sådanne erklæringer er utvivlsomt også med til at fremme homofobisk og aggressiv adfærd, om ikke andet hos grupper af fodboldfans, der hellere vil slås, end de vil se fodbold. 

EU har også været fremme og frataget lokale tilskud til kommuner og regioner, som har vedtaget den slags erklæringer. Det er omgående imødegået af justitsminister Ziobro, som har fundet endnu større summer end de mistede EU-tilskud, som tilsendes som erstatning for de penge EU-bureaukraterne har taget.

Share This