Året der gik i polsk politik – Del 2 -Den katolske kirke og nationalisme

Af Michael Hardenfelt

Med filmen “Kler” (dansk: præsterne) er der endnu en gang blevet pustet til debatten om udbredt pædofili indenfor den katolske kirke, og dermed også til kirkens autoritet som moralsk leder. Kler er indtil nu kun blevet vist i biografen, men er alligevel blevet set af små fem millioner mennesker i Polen, og har dermed sat gang i lokale debatter om præstestandens magtmisbrug, undertrykte seksualitet og grådighed. Folk begynder at tale om hvad der er foregået i deres eget lokalsamfund, og flytter dermed debatten om kirkens rolle fra de akademiske cirkler til det nære samfund. Det er måske ikke en film, som vælter kirken, men efterdønningerne bliver liggende, og gør det måske tilladeligt at tale om præsternes menneskelige fejl.

Ud over hvad der løbende kommer ud om pædofile præster, har en særlig chokerende afsløring været et stormløb på præsten Henryk Jankowski, som døde i 2010, og som var tæt knyttet til Solidaritetsbevægelsen og  den pragtfulde Brygidy-kirke i Gdansk, der tiltrækker skarer af turister med sin historie og sit ravalter. Han blev godt nok allerede fyret i 2004 for seksuelt misbrug af børn, men kirken og folket er i stand til at tilgive, så Jankowski blev alligevel tildelt særlige æresbevisninger og hædret med en statue foran kirken efter sin død, hvilket er en klar indikator på den selektive virkelighedsopfattelse der hersker, når det drejer sig om den katolske kirke. Filmen Kler har imidlertid sat gang i en ny diskussion, hvor store mængder tidligere medhjælpere og kirkegængere har stået frem og forklaret, hvordan de blev misbrugt af Henryk Jankowski som børn, og hvordan ingen turde fortælle om det, netop fordi præsten havde en position som moralsk fyrtårn. Præstens position er nu for alvor svækket, biskopper har stillet sig op og undskyldt for den svaghed, som også præster er udsat for, og statuen af Jankowski bliver næppe stående, hvor den står. Men enkelte præster udtaler også fra prædikestolen, at der er tale om et angreb på kirken, som er iværksat af kirkens modstandere, hvorved man naturligvis skal forstå Satan.

Ikke desto mindre har kirken det stadig godt i Polen, blandt andet på grund af det forbund regeringspartiet har bygget mellem kirken og nationalistiske kræfter, suppleret af en social kontrakt med de mindrebemidlede.
Det giver mediemastodonten fra Torun, Fader Rydzyk, mulighed for at ekspandere sit  imperium, bestående af sin kristne radio- og fjernsynskanal samt journalistskole og et hav af andre aktiviteter. Fader Rydzyk udsteder moralske domme med stadig større selvsikkerhed, og truer også med at danne sin egen politiske formation, hvis regeringspartiet kommer for langt fra den rene linje. Man kan således ikke tilskrive Jaroslaw Kaczynski en position som “hersker” i Polen, for hans vigtigste opgave er i virkeligheden hele tiden at skabe fred mellem de stridende fraktioner, samtidigt med at han skal sikre vælgeropbakning til partiet.

Nationalismen
I mellemtiden fodres nationalismen, og resulterer i en accept af ekstreme grupper, som decideret forherliger nazismen – men generelt fejes det til side med et overbærende vink; det er marginale grupper, som man ikke behøver bekymre sig om, siges det fra officielt hold, men antallet af overfald på mørklødede turister, studerende og fastboende i Polen er i skarp stigning, og det optages ofte meget negativt, hvis folk i det offentlige rum anvender andre sprog end polsk.

Metoderne til at skabe en forøget patriotisme er gammelkendte – med afsæt i Polens historie understreges det, hvordan alle andre forsøger at udnytte Polen eller nedværdige landet. Det var metoden, der blev taget i brug i forbindelse med den nu afskaffede lov, som gav indtil 3 års fængsel for at forbinde Polen eller polakker med – blandt andet – nazistiske forbrydelser. Det skal forstås, at udlandet bruger udtryk som “polske dødslejre” for at forbinde Polen med den tyske nazisme.
P
Samtidigt lagde regeringspartiet øget vægt på krigsskadeserstatning fra Tyskland, et krav, som næppe bliver taget alvorligt andre steder end blandt regeringspartiets vælgere, som synes, det er fint at prøve at hive nogle penge hjem fra den store svinerige nabo i vest.
På det udenrigspolitiske plan har regeringen haft succes med at skabe international skepsis i forhold til den russisk-tyske gasrørledning, North stream, der i Polen ses som et slag mod polens energipolitisk uafhængighed, fordi gasledningen går uden om polsk territorium, og også her lykkes det regeringen at få polens nabostater til at fremtræde som landets fjender.