Året der gik i polsk politik – 2019 – del 1

Pawel Adamowicz Foto: Rudolf H. Boettcher

Af Michael Hardenfelt


Mordet på borgmesteren i Gdansk

Polen: Årets mest triste begivenhed i Polen fandt uden tvivl sted den 13. januar, hvor Gdansks mangeårige borgmester, Pawel Adamowicz, blev dræbt af en knivbevæbnet mand, som havde skaffet sig adgang til en scene, hvor borgmesteren netop var i gang med deltage i en indsamling til det Store Julehjælpsorkester. 
Overfaldsmanden var en nylig løsladt 27-årig bankrøver, som åbenbart havde set sig sur på Adamowicz, og havde nogle politiske ideer om en stærk mand som  leder af Polen. Det ledte hurtigt til en række konspirationsteorier, men der er næppe nogen tvivl om, at det var tale om en sindsforvirret mand, som valgte et tilgængeligt offer, der skulle lide for hans manglende succes i livet. 
Efter at have afvist politiske konspirationer, skal det understreges, at den tone som har præget det politiske liv i Polen de sidste år, er meget brutal, og det er meget muligt, at det har været en inspirationskilde for gerningsmanden, Stefan W., som fortsat er varetægtsfængslet og venter på sin dom. 
Som en efterdønning til mordet søgte uafhængige grupper at opfordre til en mildere tone i den politiske debat; det virkede måske en måneds tid, men man er generelt tilbage i samme hårde tone, og i slutningen af november blev to personer frifundet for i 2017 at hænge fotografier af ”landsforræderiske” medlemmer af EU-parlamentet i en galge, efter at anklagemyndigheden længe havde overvejet, om sagen overhovedet burde rejses. Mordet på Adamowicz vil længe kaste skygger over det politiske klima i Polen, og bringer tankerne tilbage på mellemkrigstiden, hvor politisk inspirerede mord i en lang periode hørte til dagens orden. 

EU-valg
I slutningen af maj gik polakkerne til valgurnerne, for sammen med resten af Europa at vælge repræsentanter til EU-parlamentet. 
Polakkerne er generelt nogen af de mest EU-positive i fællesskabet, og i løbet af det seneste års tid har regeringen foretager en ordentlig drejning i sin EU-kurs, som tidligere var præget af frygt for at EU ødelægger Polens særegenhed. Fra regeringssiden er man fortsat skeptisk overfor EU’s angreb på hvad de betegner som ”Polens suverænitet”, men retorikken er blevet langt venligere.  
Inden valget til EU-parlamentet sørgede regeringen også for at udbetale en 13. folkepension til pensionisterne, som på denne måde blev mindet om, hvem der sørger for den voksende velfærd i Polen.  
Debatten inden valget var i høj grad præget af social sikkerhed og fortsatte tilskud fra EU, og i begrænset omfang den demokratibeskyttelse, som EU muligvis giver. I henhold til opinionsundersøgelser ser omkring 1/3 af vælgerne Imidlertid EU som en garanti for beskyttelse af de demokratiske rettigheder. 
Hvis man skal analysere valgresultatet, må man sige, at det dog næppe er forfatningsovertrædelser og domstole, der interesseret polakkerne mest, og når man diskuterer retsstaten er det da også ofte meget akademiske ting der diskuteres, sådan at en dygtig debattør er i stand til at mudre debatten så meget, at den velvilligt indstillede vælger i det mindste vil forstå, at der er flere sider af sagen. 
Valgdeltagelsen var næste 46%, hvilket er relativt godt til EU-parlamentsvalg. 
Regeringspartiet Ret og retfærdighed (PiS) fik 45,55% af stemmerne, mens Korwin-Mikkes nationalistiske parti med 4,55% af stemmerne ikke blev repræsenteret. Det betyder ikke desto mindre, at over 50% af befolkningen stemte på nationalistiske partier. 
Oppositionen havde (næsten) samlet sig i en stor koalition, som måske nok favnede lidt for bredt. Den opnåede i hvert fald ikke mere end 38,5% af stemmerne, mens den tidligere borgmester i Slupsk, Robert Biedron med sit nye venstrecentrumparti, Forår, opnåede 6% af stemmerne, og dermed sikrede Biedron personligt et sæde i EU-parlamentet. Den konservative popmusiker Kukiz, som ved sidste parlamentsvalg havde haft stor succes med enkle populistiske budskaber, nåede derimod ikke repræsentation, og begyndte at bekymre sig alvorligt for sit fremtidige politiske liv. 
Partierne havde generelt sendt deres sværvægtere til at stille op ved dette valg, og resultatet gav da også 6 tidligere premierministre et sæde i parlamentet, blandt andet den umiddelbare forgænger til Premierminister Morawiecki, Beata Szydlo, som herefter er placeret på en  aftægtspost. Endvidere kom Donald Tusks efterfølger, Ewa Kopacz, ind, og sikrede dermed, at hun ikke vil lave ballade i Borgerplatformen (PO). De såkaldte postkommunister fra SLD fik anbragt 3 ex-premierministre i parlamentet, nemlig Wlodzimierz Cimoszewicz, Marek Belka og Leszek Miller, hvor sidstnævnte hermed får sin velfortjente belønning for at have præsideret over en af de to mest korrupte regeringen siden systemskiftet i 1989. Endelig blev post-solidaritets premierministeren og tidligere formand for EU-parlamentet, Jerzy Buzek, genvalgt. 

Lærerstrejke

Forinden EU-valget havde skolelærerne strejket i næsten tre uger for højere løn, men det var nok også til dels en protest mod de strukturelle ændringer indenfor skolesystemet, hvor grundskole, mellemskole og gymnasium er lavet om til en 8-årig grundskole og et 4-årigt gymnasium. Ud over selve diskussionen om den optimale skolemodel har reformen været udsat for kritik for at medføre administrativt kaos og manglende pladser, fordi det var organiseret således, at to årgange skulle starte samtidigt i gymnasiet. 
Lærerne var for mange år siden rent faktisk et lønproletariat i Polen, men har løbende fået lønforhøjelser over de sidste 20 år. De følte sig dog forbigået af PiS, som har uddelt lønforhøjelser med rund hånd til forskellige grupper, men har undladt lærerne. 
Regeringen var specielt vred over at strejken blev gennemført i en periode, hvor grundskolen holdt sin store afgangsprøve, og anklagede lærerne for at gennemføre en politisk strejke til fordel for oppositionen. 
Det er efterhånden sjældent, der forekommer store strejker i Polen, og aktioner vanskeliggøres også af, at fagforeningerne er opsplitter i forskellige organisationer, som oftest repræsenterer politiske synspunkter. Sådan er det også i tilfældet med lærerne, hvor det lykkedes regeringen at sætte forskellige fagforeninger op mod hinanden, og i øvrigt underskrev en aftale med en af de tre ledende fagforeninger om lønforhøjelser, som dog ikke var tilstrækkelige for de øvrige aktionerende grupper.
Strejken gav ikke nogen umiddelbare resultater, og blev i slutningen af april ”suspenderet” med løfte om genoptagelse efter sommerferien. Det er dog ikke kommet til en genoptagelse.

Flere børnepenge

Efter sin tiltræden for efterhånden 4 år siden indførte regeringen det såkaldte 500+, altså børnepenge på 950 danske kroner for barn nummer to og hvert af de efterfølgende børn. Det skabte en vis popularitet for regeringspartiet i dele af befolkningen, hvor 500 zloty om måneden kan være et betydeligt tilskud til husholdningen.
Et par måneder inden valget til det polske parlament blev ordningen den 1. juli udvidet, således at første barn inkluderes i børnepengene. 4 børn er således 2.000 zloty om måneden, hvilket svarer til en løn i en polsk provinsby.
Det er således ved at blive tradition, at regeringen uddeler en gave til en større befolkningsgruppe inden et valg, og det er lige så forudsigeligt, at stort set hele det politiske spektrum støtter de sociale tiltag, som indføres, eller prøver at overbyde dem. En enkelt undtagelse herfor er ultranationalisterne til højre for regeringspartiet, som ud over nation, ære og Vorherre slår sig op på en ultraliberal profil. Men det kan vist uden større risiko fastslås, at de fordelingspolitiske tiltag, som er gennemført, ikke afskaffes i en forudsigelig fremtid, uanset hvem der kommer til at sidde i premierministerstolen.

Michael Hardenfelts beretning om Året der gik i polsk politik fortsætter i de kommende dage

Share This