Antallet af voldtægter i Berlin eksploderer, halvdelen af gerningsmænd er udlændinge

Af Michael Skovgaard

Berlin: Drastisk stigning i antallet af voldtægter på tre måneder. Knap halvdelen af de tiltalte gerningsmænd er udlændinge.

„Det er chokerende tal. Fra marts til starten af juli er der blevet begået 210 „særligt grovevoldtægter“ i Berlin – svarende til to om dagen.“ Det skriver nyhedsmagasinet „Focus“ og flere lokalaviser i Berlin. Blandt de tiltalte gerningsmænd er der en klar overrepræsentation af  udlændinge.

Blandt ofrene er 50 mindreårige under 16 år og 16 børn. Og der er registreret 13 særligt grove gruppevoldtægter.

I knap halvdelen af tilfældene efterforsker politiet gerningsmænd med udenlandsk baggrund. Det fremgår af et svar fra bystyret til FDP-politikeren Marcel Luthe. Tidligere lå tallet for udlændinges andel af sex-forbrydelser på godt 19 procent.

Luthe udtalte til Focus og andre aviser i Berlin: „Den voldsomme overrepræsentation af udlændinge viser, at man må diskutere årsagerne til den dramatiske stigning. Og man må sætte ind med kriminalpræventivt arbejde. Hvis man sætter sin egen personlige politiske dagsorden højere end bekæmpelsen af disse forbrydelser, er man på vildspor.“

Det var en stikpille til det rød-grønne bystyre, hvor især De Grønne og Die Linke konsekvent nægter at forholde sig kritisk til alle sager, hvor der er indvandrere og udlændinge involveret.

I de senere år har antallet af voldtægter og seksuelle overgreb i Tysklands hovedstad været stigende. 15 procent i 2019 – 4809 tilfælde – i forhold til året før. Dengang var 36 procent af gerningsmændene uden tysk pas. I dette tal er alle former for seksuelle overgreb regnet med, og hver femte tiltalte var under 21 år. Politiet i Berlin opklarer cirka 65 procent af sagerne, hvilket er langt under landsgennemsnittet.

At hovedstadens politi er dårligst til at opklare sex-forbrydelser har formanden for forbundet kriminalbetjente Daniel Kretschmer en meget enkel forklaring på. Nemlig at man i årevis har gennemført store besparelser hos politiet i Berlin.

På landsplan tegner der sig et lignende billede. For de store tv-stationer og de store landsdækkende aviser er emnet tabu, da man har slået en ring omkring Merkel og den siddende GroKo-regering. Kritikere peger på, at den afgående kansler Merkels eftermæle skal reddes, og derfor nedtoner man konsekvenserne af, at kansleren åbnede grænsen tilbage i 2014. Men lokalaviserne skriver jævnligt om det og citerer ganske enkelt politirapporter. Seneste tal fra kriminalpolitiets statistikker (2018-2019) siger ca. 2500 voldtægter eller seksuelle overgreb begået årligt af folk med udenlandsk baggrund. Det svarer til otte om dagen med en klar klar overrepræsentation af gerningsmænd fra Syrien, Afghanistan og Irak.

Den seneste udvikling kan have ændret på disse tal, i og med at migranter i stigende grad kommer fra andre lande. Der foreligger ingen friske tal, men noget tyder på, at andelen af østeuropæere er stigende. De seneste tal fra Berlin inkluderer bl. a. en serbisk serievoldtægtsmand, som nu er sigtet for otte voldtægter.

Share This