Anmeldelse: Belarus, Hviderusland vil forandring

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Med det forfalskede præsidentvalg i Hviderusland i august 2020 og de omfattende protester der fulgte efter, blev der med ét skabt en stor interesse for forholdene i Hviderusland. Indtil da havde interessen for Lukasjenko og hans styre været ret behersket. Behovet for dybere indsigt i landets historie og Lukasjenko’s regime er derfor meget stort. Ikke mindst derfor skal Aksel V. Carlsens bog ”Hviderusland vil forandring” hilses endda meget velkommen.

Der har desværre sænket sig et mentalt jerntæppe mellem øst og vest (s.9), her 32 år efter murens fald og 30 år efter Sovjetunionens opløsning. Meget skyldes mangel på historisk indsigt. Det gælder ikke kun i forhold til Hviderusland, men bestemt også andre central- og østeuropæiske lande. Viden om andre landes og regioners historie er et rigtig godt middel til at nedbryde mentale barrierer. Populisme, ja ”sado-populisme” har sat sit præg på den politiske debat. Politiske modstandere betragtes typisk som ”fjender” og ”forrædere”. Fredelig demokratiske dialog med respekt for modstanderen er hårdt savnet. Som Carlsen nævner i indledningen (s.9) var medierne i 2020, da konflikten i Hviderusland brød ud, mest optaget af præsident Trumps daglige twitter-forbrug. Faktisk glemte vi, at der findes en stor verden uden for USA. Når det gælder Hviderusland har danske medier spist os af med øjebliksglimt og snik-snak om ”Europas sidste diktator”. Efter Afghanistan er Hvideruslan næsten glemt.

Så lad det blive sagt med det samme, Aksel V. Carlsens lever bestemt op til formålet bedre at forstå konflikten i Hviderusland. Bogen er særdeles læservenlig med et godt billedmateriale, tidstavler samt relevante tabeller og fakta-bokse. Bogen beskæftiger sig mest med forløbet omkring og efter det forfalskede præsidentvalg i august 2020. Men betydningen af den historiske arv negligeres på ingen måde. Den bliver omtalt (fx side 98 ff.), med vægt på koblingerne til Kijev-riget i 800-tallet og senere den polsk-litauiske Realunion (s.99).

Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 kom uventet. Et overvejende flertal af befolkningen følte stor tilknytning til Rusland og Sovjetunionen. Ikke tilfældigt blev det møde, hvor SNG blev oprettet afholdt i Hviderusland, i Belovezska-skoven.  Hertil kommer de frygtelige lidelser i 2. verdenskrig, under den nazistiske besættelse (s.108). Ved 2. verdenskrigs begyndelse havde Hviderusland 9 mio. indbyggere, da den sluttede var tallet faldet til 6 mio.

Carlsen er historiker og har taget phd. i Statskundskab. Det præger naturligt nok fremstillingen. Begreber fra Statskundskab benyttes, men fremstillingen er mest empirisk og som sagt med stor vægt på forløbet omkring og efter præsidentvalget i august sidste år. Det er bestemt ikke nogen skade til. Vi får undervejs et grundigt indblik i selve styreformen, egenskaber hos den politiske elite, landets økonomi, civilsamfundet og i den forbindelse de forskellige grupperinger i oppositionen til Lukasjenko, ikke kun i dag men hele perioden lige siden landets selvstændighed.

Lukasjenko fik, især via ændringer i forfatningen, indført et stærkere præsidentstyre med ret til at regere via dekreter. Alene i 1997 kom der 600 dekreter (s.64). Magten har under Lukasjenko været koncentreret i præsidentadministrationen (PA) og præsidentens ejendomsstyrelse (UD) (s. 59). Den hviderussiske økonomi blev ikke markedsdomineret, i hvert fald ikke i samme grad som i de fleste andre eks-kommunistiske lande. I forbindelse med privatiseringer blev der udstedt ”vouchers” (”værdikuponer”) til befolkningen. Virksomheder kunne forpagtes af medarbejderne (s.70-71). En ganske stor IT branche med 65.000 så dagens lys (s.78). Økonomien blev ikke kriseramt og oligarkisk i samme grad som i Ukraine, men også Hviderusland blev hårdt ramt af COVID-19 pandemien (s.83), hvis eksistens Lukasjenko som bekendt ikke tog alvorligt. Der blev skabt dollar-millionærer, men de kunne ikke og kan stadig ikke betegnes som egentlige oligarker. Oligarkerne fik som bekendt en stærk position i andre SNG-lande, fx Rusland og Ukraine. Oppositionen har været delt i den gamle og den nye opposition, den gamle var tættere knyttet til kommunistisk og venstreorienteret ideologi, den nye er i højere grad liberal og ikke-kommunistisk. Vi får i bogen levende beskrevet, hvordan den nye opposition har siden det forfalskede præsidentvalg i 2020 har spændt bredt socialt. Den civile ulydighed og demonstrationer har været kendetegnet ved talrige modige aktioner fra pensionister, kvindegrupper og lokale beboergrupper. Arbejderne på de store virksomheder har ikke strejket og protesteret i samme omfang som vi i sin tid oplevede i Polen, under Solidaritet. Hviderusland har ikke haft arbejderleder a la Polens ”Lech Walesa”. Men vi har oplevet strejker. Lukasjenko har grebet hårdt ind over for dem (s.249 ff.). Der blev oprettet et Koordinationsråd (s.219 ff,), men det har været svært, for ikke at sige umuligt at få samlet oppositionen i fælles front. Svjatlana Tsikhanovskaja fremstår som uformel leder. Koordinationsrådet har haft svært ved at lancere et fælles langsigtet program. Der er til gengæld gentagne gange blevet stillet krav om nyvalg, frihed for politiske fanger og stille ansvarlige for vold til ansvar (s.220). 

Erfaringerne fra andre opstande og ”farvede revolutioner” rettet mod det eksisterende regime, eksempelvis i Polen 1979-80 og i 1988-89 og senere i flere eks-kommunistiske lande, fx Ukraine, bekræfter, at tiden efter at sejren er vundet og Lukasjenko går af kan blive vanskelig. Én ting er at vælte et styre, en anden at få skabt enighed om en fremadrettet langsigtet politik, efter at sejren er i hus. Via Solidaritet i Polen skabt en fælles front imod det kommunistiske styre, da det faldt og Polen fik frie valg blev Solidaritet hurtigt opdelt i flere forskellige indbyrdes konkurrerende partier. Der er da også mange, der drager sammenligninger mellem Polen og Hviderusland i dag. Som i Polen i 1979-1980 (og Tjekkoslovakiet i 1968) har vi i Hviderusland haft selvbegrænsende ikke-voldelige revolutioner og/eller opstande, ikke et ”Maidan” a la Ukraine. Som sagt, efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan har fokus ikke været på Hviderusland, USA’s mest rettet mod Asien og især Kina.

Carlsen anlægger en venstrefløjsvinkel på konflikten. Det er ikke normalt. Langt de fleste analyser er skrevet af ”mainstream” liberale meningsdannere og eksperter. Sådan er tidsånden jo anno 2020. Det falder nok nogle for brystet. Men forfatteren (Carlsen) er mindst lige så kritisk og fordømmende over for Lukasjenko som ”mainstream” liberale. Men Vestens ansvar negligerer han ikke, og det skal han bestemt roses for. I 1989 og årene derefter blev som bekendt talt om ”historiens død” og det (neo)liberale demokrati og den frie markedsøkonomis verdensomspændende sejr. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå.

At Polen og Litauen, Hvideruslands nabolande, i 1999 og 2004, blev NATO-medlemmer gjorde kun ondt værre (s.125). Senere, i 2017, fik vi udstationeret kampklare NATO soldater i Polen og de baltiske lande (s.143). De bidrager heller ikke til fred og stabilitet. De nye magthavere i Hviderusland stod også, før Lukasjenko kom til i 1994, for neutralitet og multivektor-politik. Vestens politik over for Lukasjenko har over årene skiftet mellem fordømmelser og sanktioner og ”forståelse”, især når Lukasjenko lagde afstand til Moskva.

Forholdet mellem Lukasjenko og Putin har over årene ikke været hjerteligt. Under valgkampen i 2020 bragte de officielle medier pludselig en overraskende meddelelse om, at 33 lejesoldater fra Rusland 29. juli var blevet pågrebet udenfor Minsk. Det hele virkede ret konstrueret (s.28). Kort før præsidentvalget i 2020 besøgte den daværende amerikanske udenrigsminister (Pompeo) Hviderusland og tilbød amerikansk olie til, som det blev sagt, en konkurrencedygtig pris (s.141). Han var den højest placerede amerikanske repræsentant, der i 25 år havde besøgt landet. Lukasjenko havde på det tidspunkt en konflikt med Putin om prisen på importeret russisk gas og søgte efter alternativer. EU inddrog allerede i 2009 Hviderusland i EU’s naboskabsprogrammer (s.134), uanset Lukasjenko’s fortsatte mangel på respekt for menneskerettighederne. Minsk var også centrum for fredforhandlinger i Ukraine (”Minsk-processen”). Udsigten til et nyt voldeligt ”Maidan” i Hviderusland havde ikke den store opbakning internationalt og heller ikke i den hviderussiske befolkning. Efter det forfalskede præsidentvalg indførte EU sanktioner, i første omgang fik 59 personer indrejseforbud og indefrosset deres aktiver. Tallet er siden blevet udvidet (s.279).  De sanktioner er mest af alt symbolske, rammer ikke bredt. Der var i begyndelsen ikke stemning for at ramme den brede befolkning via sanktioner mod vigtige brancher i hviderussisk økonomi. Men i takt med at Lukasjenko strammede grebet blev der indført mere omfattende sanktioner.  

Som vist er fremgået, er Carlsens bog særdeles læseværdig og læservenlig, også for de læsere der tilhører det politiske ”mainstream”. Jeg har selv over årene læst mange gode og oplysende bøger om de nu eks-kommunistiske lande, skrevet af forfattere af anden politisk observans. Sådan bør det være.

Manuskriptet til bogen var færdig omkring nytår 2021. Men bogen blev forsinket pga. corona. Det oprindelige manuskript er bevaret, men er blevet suppleret med et Efterskrift, færdiggjort 11.maj 2021.

Aksel V. Carlsen, Belarus, Hviderusland vil forandring, Forlaget Solidaritet, 2021, 319 sider.

Share This