Amerikansk ambassade i Rusland får Medvedev op i det røde felt

Dmitrij Medvedev-foto-press-office-of-president-of-russia

Rusland: En video offentliggjort af den amerikanske ambassade i Moskva har gjort næstformanden for Den Russiske Føderations Sikkerhedsråd og tidligere præsident Dmitrij Medvedev rasende. Som svar på klippet begyndte han at omtale amerikanerne som “gale” og “tævesønner”, skriver den tyske avis Bild.

Videoen, der varer mindre end et minut, henvender sig til russerne med en antikrigsappel.
“Vores lande har konkurreret og samarbejdet og overvundet store udfordringer, som hele verden står over for. Jeres litteratur undervises på vores skoler, jeres værker opføres i vores mest prestigefyldte kulturinstitutioner. Gennem historien har vores lande haft et fælles sprog i kultur og fremskridt. Vi mener, at det, der sker, ikke er jer værdigt. Vi står i solidaritet med hver af jer, der længes efter en mere fredelig fremtid,” bliver der sagt i videoen.

Teksten er ledsaget af optagelser af sovjetiske kosmonauter i rummet, optagelser fra Anden Verdenskrig, store kulturpersonligheder som forfatteren Fjodor Mikhailovitj Dostojevskij, ballet- og koncertmestre. Alt dette suppleres af billeder af politikere som Leonid Brezjnjev, Mikhail Gorbatjov med Ronald Reagan eller Boris Jeltsin med Bill Clinton. Slutningen af ​​videoen er optagelser fra krigen i Ukraine.
Dmitrij Medvedev har reageret med stærke ord på den amerikanske video.

“USA bruger titusindvis af milliarder på krigen i Ukraine, leverer våben i gigantisk skala og dræber tusindvis af mennesker ved hjælp af fremmede hænder. Det er en åbenlys kynisme i nazisternes bedste traditioner. Ja, faktisk er disse tævesønner de sande arvinger til rigspropagandaminister Josef Goebbels. Men dette dødfødte nonsens har ingen effekt på nogen,« skrev han på Telegram. ota

Share This