Alvorlig læk i den svenske transportstyrelses IT-system, data lækket til fremmede magter

 

Stefan Löfven Foto: Bengt Nyman

Følsomme oplysninger om militærkøretøjer, ansatte i politiet og militæret kan være endt på russiske hænder, via Serbien

Af Michael Skovgaard

Sverige/Rusland/Serbien: En skandale af dimensioner har sat den svenske regering under voldsomt pres. Iagttagere taler om den værste krise overhovedet for den siddende svenske regering.

Årsagen er den seneste udvikling i sagen om den tidligere skandaleramte Trafikstyrelse, hvor den tidligere chef blev fyret i 2015 for manglende styr på IT-sikkerheden.

Herefter blev IT-delen udbudt, og IBM overtog driften. Nu viser det sig, at den serbiske underleverandør NCR har haft adgang til materiale, som har ligget ukrypteret i Transportstyrelsens system. Og en af de ansatte i NCR er en tidligere officer i den serbiske hær, som arbejder meget tæt sammen med Rusland. Ifølge flere medier har virksomheder i andre tidligere østlande også haft adgang til materialet.

Säpo og det svenske forsvar har hemmelige agenter med dækidentitet, som kan indhente oplysninger og beskytte Sverige mod udenlandsk spionage. Også politifolk kan have en hemmelig identitet, så de kan infiltrere forbryderorganisationer. Bl.a. ligger alle oplysninger om kørekort og dermed svenske CPR-numre også i Trafikstyrelsens system. Heriblandt også personlige data og adresser på f. eks. svenske kampflypiloter.

En kilde siger til Svenska Dagbladet, at adskillige ansatte i politiet og militæret nu kan være i livsfare efter lækken af deres identiteter til fremmede magter.

Fredag holdt den svenske regering krisemøde om sagen, men statsminister Stefan Löfven har indtil videre forholdt sig tavs, hvilket har affødt voldsom kritik. Flere oppositionspartier overvejer et mistillidsvotum.

Share This