Aleksander Vucic’ balancegang mellem EU og Rusland

Den serbiske præsident Aleksandar Vucic Foto: Leon E. Panetta

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Serbien: I flere uger har der været demonstrationer i Serbien rettet mod landets præsident Aleksander Vucic. Som i flere andre europæiske lande, i Frankrig, Storbritannien, Rumænien, Ungarn og Polen har vi fået det, der meget rammende er betegnet som ”protestdemokratier”. De protesterende er en meget broget flok og bestemt ikke altid særlig demokratisk indstillede. Det gælder bestemt også i Serbien.

Som Ziemowit Szcerek gør opmærksom på i en reportage fra Beograd i det polske ”Polityka”, blander protest mod indskrænkninger i mediefriheden og i domstolenes uafhængighed sig med nationalistiske protester rettet eksempelvis mod ethvert kompromis, når det gælder eksempelvis spørgsmålet om Kosovo. Kort sagt rækker de protesterende helt fra højreradikale til venstreradikale. Nogle protester er rettet mod lokale forhold, fx et større bygge- og anlægsprojekt i Beograds centrum.

Nationalister ser Vucic som en forræder, vestreorienterede som en manipulator og fordækt nationalist. Modsat under Maidan i Ukraine i 2013-14 spiller EU-medlemskabet ikke den store rolle. EU selv har haft det svært, når det gælder Aleksander Vucic og holdninger til (semi) autoritære statsledere i det hele taget. Faktum er at Vucic ganske som Orbán i Ungarn har mange tilhængere, begge vandt valgene klart.

Dertil kommer, at Vucic har udvist fleksibilitet, når det gælder politikken over for Kosovo. Det behager i høj grad Bruxelles og ikke mindst Tysklands Angela Merkel, der flere gange har besøgt Vucic, har forsøgt at mægle og faktisk har fået en ganske god forståelse med ham. Kritikerne siger, at EU og Merkel dermed prisgiver demokratiske europæiske værdier for at få en aftale om Kosovo på plads.

Den nu 46-arige Aleksander Vucic var i sine yngre dage nationalist, med i de yderliggående Radikale Parti og under Milosevic chef for ministeriet for information. Dengang gik han ind for et Storserbien. I året 2000 skiftede han kurs og sluttede sig til det nye Serbiens Progressive Parti (SNS). Senere, som leder af det parti, nærmede han sig EU og formulerede sig i vendinger, der vakte behag i Bruxelles. I et interview til BBC i 2014 kaldte han begivenhederne i 1990erne ”tragiske” og gav sit eget land, Serbien en del af skylden.

Men Aleksander Vucic fører balancepolitik. Han veg således ikke tilbage for at invitere de bosniske serberes leder Milorad Dodik til Beograd ved juletid i 2018, og han har fastholdt samarbejdet med Rusland. Han har mødtes med Vladimir Putin ikke mindre end 15 gange, senest for en uge siden.  EU vejer økonomisk langt tungere for Serbien end Rusland, det ved Vucic godt. Men Rusland er ikke uden betydning. Al gasimport kommer fra Rusland, og den serbiske energikoncern NIS har siden 2008 været ejet af Gazprom. Men Ruslands støtte til Serbien i Kosovo-spørgsmålet vejer tungt, også de tætte historiske, religiøse og kulturelle bånd.

Der er mange serbisk-russiske mindesmærker og fælles uddannelsesinstitutioner. Og nok så vigtigt, Vudic kan bruge Putin i forhandlingsspillet med EU, så længe der raser et ”kold krig”, et ”nul-sum” spil mellem Rusland og EU – det sker efter mottoet ”holder I (EU) os (serberne) ude arbejder vi blot endnu tættere sammen med Rusland”. EU er ramt af ”udvidelsestræthed”, en udvidelse mod Balkan kommer næppe på tale på denne side af 2025, skal vi tro på de officielle udmeldinger fra Bruxelles. Nogle mener, at Vucic reelt arbejder ud fra, at EU vil ”implodere”, og at pengeoverførslerne fra EU’s kasser til de fattigere EU-lande og til landene på Vestbalkan vil falde i EU’s langtidsbudget fra 2021. 

Share This