Albanien rykker tættere på Kosovo
Efter et møde med Kosovos premierminister taler Edi Rama om en national samling mellem Albanien og Kosovo.
Af Mathilde Laurent
Albanien/Kosovo: Der tegner sig nu et billede af, at Albanien rykker tættere på Kosovo. Det sker efter, at den albanske premierminister, Edi Rama, mødtes med Kosovos premierminister, Isa Mustafa, tidligere på ugen, mandag den 23 marts, i Tirana. Dette skriver den serbiske tv-station B92.Under mødet, hvor sloganet var ”ét land, ét folk, én drøm”, blev der i alt indgået og underskrevet elleve aftaler mellem de to lande, som blandt andet angår statssikkerhed, samt kultur- og landbrugspolitik.
Disse aftaler vil for eftertiden resultere i blandt andet en mildere opløsning af landegrænser mellem de to lande. Kosovo-albanere vil ligeledes få lettere adgang ind i Albanien. Ifølge Edi Rama er der hermed tale om en national forening mellem Albanien og Kosovo.
”Jeg er glad for at sige, at dette repræsenterer en national forening via EU”, siger Edi Rama.
En sådan udmelding fra den albanske premierminister falder dog ikke i god jord blandt serbiske politikere i Beograd, som opfatter udtalelsen som udtryk for Albaniens ønske om en nationalistisk territorial samling.
Ifølge den serbiske justitsminister, Nikola Selakovic, så vil Serbien ikke se til, imens Kosovo bliver indlemmet som en del af Albanien.
”Vi opfordrer EU til ikke at handle passivt men at modsætte sig denne politiske udvikling”, siger Selakovic.
Forholdet mellem serbere og albanere har været særligt anstrengt i forbindelse med Kosovokrigen i løbet af 1990, hvor serbere har slået hårdt ned på Kosovo-albanske separatister.
Kilder: http://www.b92.net og http://www.balkaninsight.com