AfD overhaler CDU og er nu det største parti i Sachsen
Af Michael Skovgaard
Tyskland: En ny meningsmåling foretaget af „Sächsische Zeitung“ bestyrker CDU/CDU‘s krise, og hvis der var valg i morgen, ville det nationalkonservative parti AfD få 29,6 procent af stemmerne. CDU og ministerpræsident Kretschmer går tilbage til 27,3 procent.
På de følgende pladser i den sydøsttyske delstat kommer De Grønne med 12 procent, Die Linke med 9,6 procent og SPD med blot 7,3 procent.
I weekenden fremlagde AfD et endeligt valgprogram efter en del intern uenighed bl.a. med hensyn til Tyskland og EU. Hovedpunkterne er: Ingen familiesammenføring for flygtninge, genindførelse af grænsekontrol, udtrædelse af EU og euro‘en. Til gengæld skal der dannes et europæisk økonomisk interessefællesskab. Endelig kræver partiet et stop for den nuværende nedlukning som følge af corona-pandemien. Andre punkter er fremme af traditionelle familier, et forbud mod minareter og flere folkeafstemninger.
Partichef Jörg Meuthen kritiserede de andre partier skarpt og sagde, at Tyskland gennem 16 år er blevet regeret af en kansler og partier, som skridt for skridt har ødelagt al „normalitet“ i Tyskland. AfD går ind i valgkampen med sloganet „Tyskland, men normalt“. Meuthen betonede især, at De Grønne åbenbart er blevet den drivende politiske kraft i Tyskland.
På landsplan ligger AfD til 11-12 procent af stemmerne, men enhver form for samarbejde med andre partier eller mulig regeringsdeltagelse er totalt tabu, selv om AfD i teorien kunne sikre en rent borgerlig regering i Tyskland sammen med CDU/CSU og FDP.