ADAC-test: Udenlandske dieselbiler sviner mere end VW og BMW
En særlig Renault-model afgiver hele fem gange så mange skadelige stoffer som en BMW, men det franske mærke vil ikke eftermontere ny software
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Ifølge en øko-test foretaget af ADAC sviner ikke-tyske dieselbiler væsentligt mere end tyske. Det skriver Autobild. 188 modeller er blevet undersøgt, og især VW, Audi, Skoda og BMW klarer sig væsentligt bedre end alle importerede mærker.
Den største synder er Renault Scenic 160 dCi, som udleder fem gange så mange skadelige stoffer i bytrafik som en BMW 520d.
Mærker som Renault og Dacia topper listen efterfulgt af Ford, Fiat, Alfa Romeo og Chrysler, Hyundai og Kia, mens Volvo placerer sig midt i feltet. Disse mærker udleder i snit tre-fire gange så mange skadelige stoffer som de bedste tyske mærker. Mercedes-Benz ligger ikke helt i top, da dieselversionen af mærkets A-klasse er udrustet med netop en motor fra Renault.