Åben strid om Slovakiets aftale med USA, er Slovakiets præsident USAs agent?

                               

Zuzana Caputova Foto: Pressfoto

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Slovakiet: Slovakiets præsident Zuzana Caputova overvejer iflg. slovakiske medier at gå rettens vej for at blive renset for anklager om at være amerikansk agent. Den umiddelbare årsag hertil til anklagen er hendes støtte til den bilaterale militære aftale mellem Slovakiet og USA, der er indgået og nu skal godkendes i parlamentet. Efter sidste parlamentsvalg er regeringens politik blevet mere ”mainstream” europæisk og atlantisk. Det skriver det tjekkiske ”Novinky” (5.2.2022).

Tidligere ministerpræsident Robert Fico har sarkastisk sagt, at Caputova bør søge om amerikansk statsborgerskab. Hun kunne da meget vel være USA’s ambassadør i Slovakiet. Fico mener, at Caputova’s synspunkter hverken er ”slovakiske” eller ”europæiske”, men amerikanske. De er udtryk for underdanighed og overgivelse, ganske som tilfældet var efter den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968.

Fico planlægger protestdemonstrationer uden for parlamentsbygningen og ser frem til en både hård og langvarig debat om aftalen med USA i parlamentet. Caputova kalder beskyldningerne mod hende absurde og løgnagtige. De grænser til det ulovlige. Med andre ord kan en retssag ikke udelukkes. Den liberalt indstillede Caputova har stået for en markant pro-ukrainsk linje under striden mellem Ukraine og Rusland og har under samtaler med Kijev lovet Ukraine flere leverancer af gas via gasledningen, der forbinder Slovakiet og Ukraine.

Ukraine får dækket 30 pct. af forbruget af gas via import, ud over fra Slovakiet er indgået aftaler med bl.a. Ungarn. Som omtalt i mreast.dk, at dømme efter meningsmålinger i Slovakiet er en militæraftale med USA ikke en vindersag for regeringen og præsidenten. Den slovakiske befolkning har over årene været ret skeptisk indstillet over for medlemskabet af NATO, ønsker neutralitet. Dette giver modstanderne ekstra kræfter. Der har flere gange været forsøgt at få spørgsmålet om ja eller nej til slovakisk medlemskab af NATO afgjort ved en folkeafstemning, men indtil nu forgæves.

Share This