Vi har alle et ansvar

Kommentar af Alexander Podrabinek, menneskerretighedsforkæmper, Rusland

Rusland: De færreste ønsker at påtage sig en skyld.  Man skal angre bagefter, bede om tilgivelse, erstatte skaderne og have dårlig samvittighed. Det er derfor smart og fordelagtigt at have ret altid og alle steder, og som forsvar for det bruge offentligheden eller informationerne fra tv.

Det handler ikke om Krim. Det handler om Rusland. Om dem som glæder sig over besættelsen af Krim, og om dem som fordømmer den russiske agression mod Ukraine, og om dem som afskyr politik. Ingen af dem føler sig ansvarlig for det, der sker nu.

Rent juridisk er det i orden. Det er ikke os, der har vedtaget beslutningen om militær intervention i Ukraine, det er heller ikke os, der førte den ud i livet. Vi har valgt vores præsident, men det var ikke os, der udnævnte vores forsvarsminister.

Ingen regner os for noget, og når vi en sjælden gang giver råd, bliver vi sat på anklagebænken for overtrædelsen af reglerne for demonstrationer og vores internetsider bliver blokeret. Vores regering spytter på den offentlige mening, og vi er ligeglade med regeringen. Vi lever i to parallelle verdener, som kun sjældent rammer hinanden. Så hvorfor skulle vi være ansvarlige for deres beslutniger?

Problemet er imidlertid, at det retslige ansvar ikke er det samme som det politiske ansvar. Ingen af os, som bor i Rusland kan straffes i en straffesag for vores lands anvendelse af magt på Krim, men det fritager os ikke for et ansvar over for Ukraine. Hvis ukrainerne forbander de russiske agressorer, vil denne forbandelse falde tilbage på os alle, både dem der støtter annektering af Krim, og dem der er imod den. Af den simple grund, at vi alle er borgere i Rusland og har derfor moralsk ansvar for vores stats handlinger.

Vi forsøger at negligere dette ansvar, og vi har stærke og forsvarlige argumenter, men de duer kun til hjemmebrug. Hvis folk fra andre lande spørger: Hvorfor har I været tavse? Hvordan kan det være, I accepterer jeres regering, når I ikke er, enige med den?

Vi accepterer med vores tavshed vores regering, derfor har vi også et fælles ansvar over for andre folkeslag og lande.

Tanken om, at vi ikke kan påvirke noget, og at vi derfor ikke er ansvarlig, har lange traditioner. I Tolstojs “Krig og fred” er en scene, hvor Bolkonsky fortæller til sin ven i overværelse af en anden officer, som morer sig over general Macks, kommandant af den besejrede hær.

“Du må forstå, at vi, officerer, som tjener vores tsar, glæder os over succes og er ked af nederlaget, fordi vi er lakajer, som gør som deres herre og ikke bekymrer sig om, hvad det er.”

Lakajer er helt afhængige af sin herre, men er ikke ansvarlige for herrens handlinger. Vores regering er tilfreds med, at vi bliver ved med at være lakajer og ikke reagerer. Vi henviser til vores hjælpeløshed og ubetydelighed, og vores herrer dyrker vores følelser, fordi intet giver dem så mange muligheder, som vores samfunds demoraliserende stilhed.

Det ironiske i sådan et forhold ligger i, at selvom lakajerne ikke er ansvarlige for deres herres handlinger, fuldt ud oplever dens konsekvenser. I vores tilfælde primært økonomisk, finansielt, kulturelt og juridisk. Putins herredømme kaster os ud i konfrontationer, ikke kun med vores naboer, men med hele verdenen.  Rusland er på vej mod en isolation, som i det 21. århundrede svarer til nedbrydning. Kreml er parat til at smække døren og vinke farvel til Europa, som utvivlsomt vil føre til barbari og øget politisk undertrykkelse.

Vestlige sanktioner mod Rusland har hidtil kun haft en signalværdi. For at ændre det etablerede kriminalle regime i Rusland, bør sanktionerne ikke kun berøre nogle få embedsmænd, men alle russiske statsborgere. Embedsmænd kan altid finde en anden vej, så det ændrer ikke vores samfund i sin helhed.

Vores borgere skal kunne føle konsekvenserne af de afgørelser myndighederne træffer, de er nødt til at føle sig ansvarlige for landets skæbne. Når alle kommer til at mærke konsekvenserne af den russiske invasion på Krim, så vil de forstå, at de ikke skal have en blind tillid til regeringen. Derfor vil det være klogt, at Vesten ikke kun anvender sanktioner mod Putins venner, men mod hele den russiske befolkning og hele banksystemet.

Det ville være en hård beslutning, men en fair beslutning, som hurtigt vil ophæve den kløft, der i dag deler vores samfund, mellem regeringsmagten og befolkningen. Det ville være den bedste kur mod uansvarlighed. Magthaverne vil blive tvunget til at have kontakt med befolkningen, og befolkningen vil holde øje med magthaverne, så de ikke bliver grebet af tåbelighed, smålighed og egoisme. For eksempel som det er sket ved annekteringen af Krim og de militære trusler mod Ukraine.

Alexander Podrabinek er russisk journalist og menneskerettighedforkæmper og sammen med blandt andre Vaclav Havel, Vytautas Landsbergis og Joachim Gauck grundlægger af en Prag Declaration on European conscience and communism. Dissident og aktivist i sovjettiden, og for sin kamp mod regimet tilbragt otte år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre i Sibirien.

Oversættelse: Ota Tiefenböck