Zelensky-status et år efter valget
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ukraine: For et år siden fik Ukraine ny præsident, komikeren og TV-producenten Volodymyr Zelensky. Årsagen var for så vidt enkel: det store flertal af vælgerne ønskede fornyelse, hverken typen Janukovitj eller typen Porosjenko på posten. Det siger Zbigniew Rokita i en interessant analyse for det polske ugeskrift ”Polityka” (19.2020).
Om Zelensky har opfyldt valgløfterne er svært at sige, konstaterer han for de var vagt formuleret og meget ”tågede”. Men givet er, at ordet stadig ”ukrainsk” opfattes meget forskelligt. Viktor Janukovitj havde i sin tid opbakning fra 12.5 mio. vælgere, da han blev valgt. Klart størst var opbakningen mod øst og syd, i Donbas og på Krim. På spørgsmålet om støtte eller ikke støtte til et uafhængigt Ukraine svarede dengang 62 pct. af de adspurgte bekræftende (instituttet ”Rating”),
Iflg. de seneste målinger her i 2020 er tallet helt oppe på 82 pct. I det østlige del er tallet på 69 pct., langt højere mod vest og i den centrale del af landet. Mange har stadig et ambivalent forhold til den ukrainske stat og dets grænser – også efter Maidan og annekteringen af Krim. Det er, som før, svært på samme tid at forene positive holdninger til Bandera (i vest) med positive holdninger til den Røde Hær (i øst). Det samme gælder for eller imod Rusland generelt. Blandt ukrainere bosiddende i områder, der kontrolleres af regeringen, havde 85 pct. af de adspurgte før Maidan i 2014 et positivt forhold til Rusland, efter annekteringen af Krim i 2015 faldt støtten til 30 pct. I årene 2015-2017 var tallet for eller imod Rusland lige, ca. 40 pct. til hver.
Siden 2017 er de positive følelser over for Rusland vokset. Zbigniew Rokita citerer i den forbindelse Maria Zolkina, der er sociolog ved Fundatsen Demokratiske Initiativer i Kiev. Hun forklarer opbakningen til Rusland med, at omfanget af militære operationer i øst har været nedadgående, at der dræbes færre end før, medierne dækker ikke krigen i samme grad, det i sig selv beroliger mange ukrainere.
Iflg. de seneste målinger erklærer 54 pct. af ukrainerne sig positivt indstillet over for Rusland (ikke nødvendigvis landets ledere), 33 pct. er negativt indstillet. Og det til trods for at flere millioner russere helt har forladt Ukraine. Det spiller en rolle, at mange stadig taler og forstår russisk og er påvirket af russisk kultur.
Det pro-russiske parti Oppositionsplatformen ledet af Juri Bojko, viceminister da Janukovitj var ved magten, fik ved sidste valg 13 pct. af stemmerne på landsplan, men i Odessa 23 pct. , i Donetsk 43 pct og i Luhansk 50 pct. Og oven i de tal kom opbakningen fra andre pro-russiske partier og blokke. Kort sagt, det er stadig svært at få skabt én ”fortælling” om Ukraine, som forener og skaber nationalt sammenhold. Hertil kræves som minimum en funktionel og mindre korrupt stat og fremgang økonomisk og socialt.
At Zelensky blev valgt skyldes meget, at han af mange vælgere ikke blev forbundet med den ene eller anden lejr, den nationalistiske versus den pro-russiske. 11 pct. af Zelenskys vælgere ønsker ligefrem tættere integration med Rusland. Og blandt præsidentens tilhængere er der stort set lige mange, der er for og imod NATO, siger Maria Zolkina.
Opbakningen til EU halter, mange føler sig svigtet af Bruxelles under corona-krisen. Zelensky var ikke med på Maidan og stammer ikke fra det mere nationalistiske Vest-Ukraine. Oligarkerne har stadig stor magt, især regionalt. Lige efter annekteringen af Krim blev krigen mod separatisterne i Donbas støttet af Ihor Kolomoiski, der bakkede Zelenskys valgkamp op økonomisk. Zelensky har haft møder med oligarker for at få dem til at yde økonomiske bidrag til at få bekæmpet corona pandemien.
Zelensky har derudover indgået flere aftaler for at få neddæmpet konflikten i Østukraine, både med separatister og med Rusland og er blevet rost herfor også fra vestlige lande. Corona-epidemien er bestemt ikke velkommen. Den økonomiske nedgang bliver markant, og de over 10 mia. dollar ukrainere i udlandet årligt har sendt hjem til Ukraine er i alvorlig fare for at falde markant.
Allerede før corona-krisen var Zelenskys popularitet dalende, til omkring 50 pct., dog stadig i højt tal. Som Rokita formulerer det, Zelensky er ikke en forræder, men heller ikke en storartet politiker. Han har været tvunget til at følge med strømmen, samarbejder med oligarker og inddrager folk fra tidligere regeringer som sine ministre, ja Saakashvili, Georgiens kontroversielle eks-præsident er blandt hans rådgivere.
Zelensky prøver at tilpasse sig IMFs krav uden at provokere for mange. Det gælder også liberalisering af køb og salg af landbrugsjord samt love, der gør brugen af ukrainsk mere obligatorisk på landets uddannelsessteder.