Zelensky fyrer Andrij Bohdan

Volodymyr Zelenskij Foto- Mykhaylo Markiv : The Presidential Administration of Ukraine

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: 11.februar fyrede Ukraines præsident Volodymyr Zelensky sin stabschef, Andrij Bohdan. I et efterfølgende dekret udnævnte han Andrij Jermak (f.1971) som den ny mand på posten. Jermak var indtil da hans rådgiver i internationale spørgsmål.

I et interview til Interfax-Ukraina erkendte Zelensky, at omrokeringen skyldtes konflikterne mellem Bohdan og Jermak, som hæmmede hans arbejde som præsident. Bohdan spillede en central rolle som rådgiver for Zelensky i indenrigspolitiske spørgsmål og var i egenskab af juridisk rådgiver tæt knyttet til oligarken Ihor Kolomojski.

Før da havde han på forskellig vis været involveret i politik, eksempelvis som rådgiver for Azov og senere som kandidat for Porosjenko’s Blok. Han var i stilen arrogant og skabte sig ad den vej en del fjender.

Andrij Jermak derimod trådte først for alvor ind i politik efter valget af Zelensky som præsident. Fra start har han optrådt yderst loyalt over for præsidenten, og det har afgjort medvirket til, at han fik posten som stabschef. At Zelenskys forhold til Kolomojski er kølnet, gjorde det lettere for Zelensky at skille sig af med Bohdan.

Som beskrevet i en analyse fra det polske Center for Øststudier (OSW, 11.2.20) har der i nationalistiske kredse har der været en del kritik af Jermak. Frem for alt er han blevet beskyldt for at være for forhandlingsvenlig i forhold til Rusland. Eksempelvis spillede han som udenrigspolitisk rådgiver for Zelensky en central rolle under forhandlingerne med Rusland om udveksling af fanger og har helt generelt ført konstruktive forhandlinger med Dmitri Kozak, der er rådgiver for Vladimir Putin og ansvarlig for Ukraine-politikken.

Det har betydet, at retorikken over for Rusland er blevet klart mindre konfrontatorisk, hvilket har åbnet op for aftaler om deeskalering af konflikten i Donbas, senest manifesteret i aftalerne inden for rammerne af Normandiet-formatet, forhandlingerne i Paris om deeskalering af konflikterne i Østukraine. Frankrig, Tyskland, Ukraine og Rusland deltager. Valget af Jermak som stabschef hilses sikkert velkommen i Moskva, Berlin og Paris. Som sagt, i Ukraine er meningerne delte. 

Share This