Walesa, Vestens frihedshelt er ikke frihedshelt i Polen

Af Michael Hardenfelt

En journalist fra Politiken har været i Gdansk, for at interviewe Lech Walesa. Nu kan jeg ikke læse artiklen, for jeg har ikke noget abonnement på Politiken, men jeg kan se overskriften: “Manden, der førte Polen ud af østblokken, er tilbage” – hvilket vel ikke kan betragtes som andet end journalisten eller Walesas egen drømmevision. 

Nu er det ikke Walesas drøm at vende tilbage. Han er selv fuldt ud klar over, at hans tid er forbi. Men hans tanker har det med at vandre, og det han siger er ikke altid konsistent, så det kan såmænd godt være at han har bildt en Politiken-bladsmører ind, at han er på vej til at reformere verden. 

Så fortsættes første afsnit (som jeg kan læse uden abonnement):
“Donald Trump og Polens stærke mand, Jaroslaw Kaczynski, har ret i deres diagnoser af tidens problemer, men deres kur er destruktiv, mener den polske frihedshelt Lech Walesa, der har udskudt sin pension og genoplivet sin gamle borgerbevægelse for at vælte Polens højrekonservative regering og skabe en debat om, hvordan vi redder vores civilisation”.

Nu skal man så lige være opmærksom på, at Lech Walesa er frihedshelt i Vesteuropa, IKKE i Polen. Efter at han blev latterliggjort omkring årtusindskiftet har han langsomt påtaget en mere tænksom mine, og mange polakker udviser i dag respekt for hans indsats, det gælder specielt i Gdansk, som føler, at han satte byen på verdenskortet. Men frihedshelt er der ikke mange som kalder ham i Polen, måske 10% af befolkningen. Og den anden del om at genoplive sin gamle borgerbevægelse (som aldrig var hans), og vælte Polens højrekonservative regering – det er simpelt hen et drømmesyn. 

Hvis det ikke var fordi det var almindelig kendt, at Walesa hele sit liv har haft tendens til den slags blomstrede udtalelser, ville jeg se det som et tegn på fremskreden demens. Walęsa har ikke helbredet til at være politisk leder, han mangler realitetssans og frem for alt, så er der ikke nogen der tager ham alvorligt som politiker, hverken blandt befolkningen eller blandt andre politikere – de kommer og klapper ham lidt på ryggen som et trofæ, men i virkeligheden også mest, fordi de ved, at det er noget Vesteuropa og USA forventer.

Så umiddelbart må jeg sige, at den artikel i Politiken, som jeg ikke har læst, virker som en and.