Ven eller fjende: Debatten om Rusland som genopstået stormagt

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Konflikten mellem Rusland og Vesten dominerer fortsat den globale dagsorden her snart tre år efter dens begyndelse med urolighederne i Ukraine. Siden er krisen kun blevet forværret, og der er ingen udsigt til en varig løsning på det sikkerhedspolitiske morads, der er skabt.

 Af Thomas Lie Eriksen

Thomas LieRusland: Mere end nogensinde presser spørgsmålet sig derfor på: Hvad er den grundlæggende årsag til den konfliktfyldte relation mellem Moskva og den vestlige verden? Diskussionen om dette spørgsmål udspiller sig på flere niveauer, men kan overordnet kategoriseres i to forskellige skoler- eller tilgange til international politik.

Et eksempel er den debat, der for nylig fandt sted i Mr. East`s spalter, hvor den fremtrædende tjekkiske sikkerhedspolitiske analytiker Lukas Visingr i en artikel forholder sig meget kritisk over for EUs fælles sikkerheds- og udenrigspolitik.

En politik, som har skabt en situation, hvor Europa er blevet stærkt afhængigt af Tyrkiet og præsident Erdogan, samtidig med at relationen til Rusland og Putin er blevet forværret gennem de senere år.

Ifølge Visingr er dette en ganske uholdbar situation. I stedet burde det være omvendt, så at Rusland burde indtage positionen som Europas tætte geopolitiske samarbejdspartner af bl.a. økonomiske årsager, men også begrundet i fælles sikkerhedspolitiske problemer med terrortrusler og islamisk fundamentalisme. Europas ledere må simpelt hen forholde sig realistisk til kontinentets geopolitiske situation.

Mr. East`s egen Ruslands-kyndige Uffe Gardel tager i et indlæg til genmæle mod Visingrs position. Ifølge Gardel er Visingrs analyse udtryk for ønsketækning og mangel på lyst til at se realiteterne i øjnene: nemlig at Moskva ikke er Europas ven, snarere det modsatte, og at Rusland med sine aktioner i Georgien og Ukraine i al overskuelig fremtid reelt har stillet sig uden for det gode selskab.

Gardel håber dog, at det en dag vil lykkes at vende tilbage til en normaltilstand i relationen med Moskva, men indtil videre er det særligt i småstater som Danmark og Tjekkiets interesse, at der fastholdes en kontant linje over for Kreml, fordi en regelbaseret international orden skaber de bedste muligheder for småstater for at gør deres indflydelse gældende.

En verden – to tilgange

Ovenstående debat viser, hvor stor forskel der kan være i synet på Rusland, og hvorledes vi skal agere i forhold til kæmpen i øst. Dansk Folkepartis Marie Krarup er havnet i et sandt stormvejr pga. af sine overvejelser om relationen mellem Vesten og Rusland, hvor det er Krarups opfattelse, at Vesten bærer sin del af ansvaret for konflikten bl.a. på grund af den omfattende udvidelse af NATO. Endvidere mener Krarup, at Rusland grundlæggende er en normal stormagt, som forfølger sine nationale interesser, særlig i sit geografiske nærområde.

Når positionerne i debatten er så langt fra hinanden, at det reelt er umuligt at bygge bro imellem dem, hænger det sammen med de føromtalte forskellige tilgange til international politik. Inden for den politologiske forskning taler man om to hovedskoler, nemlig realismen og idealismen/liberalismen.

For sidstnævnte drejer internationale relationer sig om at overføre de normer og regler, der gælder inden for liberal-demokratiske stater til det internationale system. Det indebærer, at der principielt ikke er forskel på store og små stater, idet ingen er hævet over de love og regler, der gælder for det internationale samfund, og som opretholdes gennem internationale organisationer som fx. FN. Yderligere er forhold som samhandel og økonomi utrolig vigtige for idealister, fordi klodens forskellige folkeslag herigennem bliver forbundet og gensidigt afhængige af hverandre. Herigennem mindskes risikoen for krige og konflikter.

For realisterne tager verden sig helt anderledes ud. Realismen ser en verden præget af anarki, vold og vilkårlighed. Internt i de enkelte stater kan disse forhold kontrolleres gennem en stærk statsmagt, således at lov og orden kan herske, men i det internationale system findes en sådan orden ikke. Der eksisterer ikke og vil aldrig eksistere nogen overnational verdensregering, og de internationale organisationer, der er skabt med henblik herpå, vil aldrig kunne forhindre anarki og konflikter mellem verdens mange stater.

I den realistiske verden er enhver stat således suveræn, hvilket indebærer, at der i høj grad er forskel på stormagter og småstater. Sidstnævnte må blot dukke hovedet og gøre deres bedste for at overleve i en brutal verden, hvor det er stormagterne, der ligesom de stærkeste i skolegården sætter dagsorden. Staten står således i centrum i den realistiske tænkning, som den primære aktør i det internationale system. I modsætning hertil vil den idealistiske/liberalistiske position have større fokus på det enkelte individ og dets rettigheder og placering i verden.

Ovenstående er en meget skematisk fremstilling af de to positioner, men skal her blot tjene som illustration af, hvor forskelligt det er muligt at betragte den samme verden. Forskellen mellem realismen og idealismen/liberalismen er dog væsentlig dybere og omhandler grundlæggende filosofiske og erkendelsesteoretiske opfattelser af, hvad et menneske overhovedet er.

Idealismen/ liberalismen udspringer filosofisk af oplysningstiden med Immanuel Kant (1724-1804) som hovedrepræsentant. Ifølge denne tradition er mennesket hvis ikke grundlæggende godt, så i hvert fald et rationelt og moralsk væsen. Det betyder, at mennesket ved hjælp af fornuft og logiske argumenter kan overbevises om det unyttige ved at havde konflikter og føre krig. Desuden er mennesket i besiddelse af en universel moral, der gælder til alle tider, og som via klart formulerede regler kan regulere den menneskelige adfærd og holde dets destruktive tendenser i ave.

Realismen kan føre sine filosofiske rødder helt tilbage til antikken. Ifølge denne tradition er mennesket et frygtsomt og magtsygt væsen, som er konfliktsøgende såvel som skabende, og som befinder sig i følelsernes vold. I en af de mest berømte realistiske tekster – Fyrsten – af Machiavelli (1469-1527) hedder det: “Thi om menneskene kan man sige dette i almindelighed: at de er utaknemmelige, omskiftelige, simulerende, hykleriske, skyr farer og er begærlige efter gevinst.”

Denne tolkning af mennesket efterlader ikke meget håb for en fredelig verden og forklarer samtidig, hvorfor konflikter mellem stater er uundgåelige som et eksistentielt grundvilkår. Realismen vil ikke fuldstændig afvise moral som en faktor i menneskelige og statslige relationer, men i modsætning til hvad idealismen/liberalismen mener, må den altid forstås i en konkret historisk situation. Der findes ikke nogle universelle love og regler, der gælder overalt og til alle tider. Og vigtig er erkendelsen af, at selv moral udspringer af magtforhold, hvor den til en hver tid ledende magt definerer moralske normer og standarter.

 

Ven eller fjende?

Ifølge den kontroversielle tyske filosof, statsteoretiker og realist Carl Schmitt (1888-1985) er definitionen på politik en sondring mellem ven og fjende. I internationale relationer er fjenden, den politiske modstander, dog en anerkendt modpart, med hvem det er muligt at føre en konflikt, og hvor der kan fastlægges regler for fx krigsførelse og generel interaktion mellem stater, og hvor det for eksempel ikke er tilladt at blande sig i en anden stats indre anliggender. Et sådan statssystem opstod der i Europa med Den westfalske fred, som afsluttede Trediveårskrigen (1618-1648) og holdt frem til udbruddet af Første Verdenskrig.

Med den amerikanske dominans efter 1945 blev det den liberale/idealistiske tilgang til international politik, der blev ledestjernen for den vestlige verdens udenrigspolitiske linje. I tiden efter murens fald er konsekvensen af dette blevet, at politiske modstandere/fjendtlige magter opfattet som illegitime. Under George W. Bush blev det således populært at tale om “slyngelstater” og “ondskabens akse,” mens der under den nuværende konflikt mellem Vesten og Rusland tales om Putin som en bølle eller slet og ret forbryder.

Modstanderne kriminaliseres, fordi de angiveligt bryder international lov og ret, men hermed opstår der en afgrundsdyb forståelseskløft mellem Moskva og Washington, hvor amerikanerne ser det genopståede Rusland som en form for forbryderstat og fremfører påstande om, at Putin lever i det 19. århundrede, hvilket måske også er tilfældet. Samtidig bryder amerikanerne nemlig efter russisk opfattelse international ret, fordi de ikke vil respektere andre staters suverænitet, blander sig i indre anliggender og forestår regimeomvæltninger i tide og utide.

Hermed underminerer Washington det westfalske statssystem som russerne (og Kina) ser som den bedste garant for en stabil verdensorden. Forståelseskløften mellem Moskva og Washington indebærer, at de nuværende konflikter over Ukraine, Syrien mm. reelt ikke kan løses. Hvad valget af Donald Trump vil få af konsekvenser for den russisk-amerikanske relation, er det endnu for tidligt at vurdere, men der synes dog at være potentiale for betydelige forandringer i den vestlige sikkerhedspolitik.

Uffe Gardel ser i sin analyse ikke mange muligheder for at komme overens med Kreml, fordi selv hvis man får løst nogle af de nuværende uoverensstemmelser, kan der nemt skabes ny konflikter, såfremt Moskva vurderer, at deres interesser bliver truet.

Men heri ligger ikke det egentlige problem. Det uløselige dilemma består i, at russere og amerikanere ikke betragter verden og dermed virkeligheden på samme måde, hvorfor det heller ikke er særlig realistisk at forestille sig nogen form for dialog, som der ellers tales så meget om.

Den manglende forståelse eller erkendelse af modpartens verdenssyn gælder dog ikke kun statsledere. I den interne debat i Vesten om, hvordan vi skal forholde os til Rusland, findes der ligeledes en afgrundsdyb forståelseskløft mellem bl.a. Marie Krarup og hendes kritikere, hvilket skaber en situation, hvorfra det er meget svært at bevæge sig fremad, og dermed strander debatten, uden at nogen form for enighed er opnået.

Når denne diskussion er så vanskelig, grunder det sig som ovenfor beskrevet i nogle helt forskellige filosofiske positioner og tilgange til forståelsen af internationale politik, hvor man ikke engang er enige om præmissen for diskussionen. Dette betyder naturligvis ikke, at vi skal stoppe med at debattere, men det betyder, at vi nok må erkende en begrænsning i forhold til at overbevise vores modpart om rigtigheden af vores synspunkter.

Konflikten mellem Vesten og Rusland er på det diplomatiske, politiske og militære niveau kørt fast, det samme gælder den mediemæssige debat om det evigt gådefulde Rusland og dets rolle i verdenspolitikken.

Litteratur:

Machiavelli: Fyrsten v. Fritz Wolder 2006

Carl Schmitt: Det politiskes begreb v. L.B. Larsen & C. Borch 2002

Share This