Valget i Ukraine på søndag, spænding til det sidste

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Valget på søndag er på mange måder en gyser. Hvem kommer i anden valgrunde? Iflg. de seneste målinger her i marts måned er Volodymyr Zelensky stadig på førstepladsen, iflg. “Rating sociology group” og “instituttet BDM får Zelensky en vælgerandel på omkring 25 pct. I begge målinger er Julia Timosjenko på 2. pladsen med 18-19 pct., og Pedro Porosjenko på tredjepladsen, noget efter.

Der har før været målinger, der giver Porosjenko 2. pladsen, men en skandale i forsvarsministeriet, der involverer hans nære medarbejder Oleh Hladkovski, viceformand for det nationale sikkerhedsråd og forsvarsrådet, kan skade ham.

Der har også verseret en sag om parlamentsmedlemmet Jurij Timosjenko, den “tekniske kandidat”, der formentlig stiller op for at stjæle stemmer fra Julia Timosjenko. Han påstår selv, at han er blevet tilbudt 200.000 dollar for at trække kandidaturet tilbage. Tre personer er blevet arresteret i sagen. Det forlyder ikke, at Julia Timosjenko er inddraget.

Tidligere forsvarsminister Anatoly Hrytsenko’s opbakning er steget noget på det sidste, op til 10 pct., stadig en del efter de tre hovedkandidater. Omverdenen er så småt ved at indstille sig på, at Zelensky kan gå hen at vinde valget. Zelensky har således holdt flere langstrakte møder med udenlandske og indenlandske forretningsfolk, og på de møder har Zelensky efter sigende optrådt yderst professionelt.

Forretninger forstår han sig jo på. To forhenværende ministre, Oleksandr Danylyuk, tidligere finansminister, og Aivares Abromavicius, tidligere økonomiminister, er blevet hans økonomiske rådgivere. Første runde af præsidentvalget afholdes på søndag den 31. marts, anden valgrunde den 21. april. Julia Timosjenko forsøger sig som præsidentkandidat før tredje gang, vel nok den sidste, hvis hun heller ikke denne gang bliver valgt.

Share This