Ad

Václav og Vesten

Vaclav Havel Foto: Ondřej Sláma

Af Peter Tudvad

Debat: Jeg er af den opfattelse, at de to største europæiske statsmænd i det 20. århundrede begge var tjekker. Den ene var – naturligvis – dissidenten og den senere præsident Václav Havel, den anden dennes store, men langt mindre kendte forbillede, den tjekkoslovakiske republiks fader og første præsident, nemlig Tomáš G. Masaryk.

Af dem begge er der heldigvis masser at læse, da de begge efterlod sig omfattende forfatterskaber, der vidner om dem som mennesker, der i ordenes bedste forstand var kultiverede og dannede. Begge havde de nok også en fornemmelse af, at netop kultur og dannelse var det vigtigste bolværk mod dehumanisering og totalitarisme. Og begge var de også mennesker, der i deres verdens- og menneskeforståelse opererede med en Gud eller anden højere instans.

Masaryk var erklæret kristen, dog absolut ikke af den ukritiske slags, da han meldte sig ud af den katolske kirke i protest mod det, han opfattede som dens teokratiske alliance med staten.

Havel var ikke så klar i mælet som sit forbillede mht. Guds status, eksistens eller ikke-eksistens, men måske fordi han var mere reflekteret og mindre enfoldig – hvilket vel også kan forklares af, at han i modsætning til Masaryk oplevede både nazismens og kommunismens ophøjelse af sig selv til gudelige størrelser.

Havel var jo netop dissident under kommunismen, og som sådan var han Vestens helt – og dog var Havel så vidunderligt uhildet, at han gerne mindede Vesten om, at den ikke bare kunne pege fingre af den kommunistiske totalitarisme, men også måtte spejle sig i den for at lære, hvad den ærgerligt nok delte med den: den menneskelige svaghed, menneskets bekvemmelighed. Således skrev Havel i sit eminente essay “De magtesløses magt” fra 1978:

“Stærkt forsimplet kunne man sige, at det post-totalitære system er vokset frem på den grund, hvor diktaturet historisk mødes med konsumsamfundet: eller hænger en så omfangsrig tilpasning til ‘livet i løgn’ og en så let udbredelse af den sociale ‘selv-totalitet’ måske ikke sammen med konsummenneskets almene ulyst til at ofre noget af sin materielle sikkerhed for sin egen åndelige og moralske integritet? Med dets beredvillighed til at give afkald på ‘en højere mening’ ansigt til ansigt med den moderne civilisations mest overfladiske forlokkelser? Med dets åbenhed over for flok-sorgløshedens fristelser? Og er det grå og tomme liv i det post-totalitære system egentlig ikke i sidste instans blot et til karikatur tilspidset billede på det moderne liv i det hele taget, og er vi egentlig ikke i virkeligheden – skønt efter ydre civilisationsparametre så langt efter den – en slags memento for Vesten, der viser den dens latente tendens?”

* Václav Havel: De Magtesløses Magt, overs. af Peter Bugge fra tjekkisk (Moc bezmocných), Gyldendal, Kbh. 1991, s. 41f.

Kommentarer