V4-lande skeptiske over for corona-fond

Centraleuropa Foto: CrazyPhunk

Af Michael Skovgaard  

Centraleuropa: Sparebanden anført af Holland, Sverige, Danmark og Østrig får måske følgeskab – hård kamp om fordeling af midler venter

Den 11. juni mødes lederne fra Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet i Brno for at finde en fælles holdning til den foreslåede hjælpepakke på i alt 750 mia. euro.

Ifølge den tjekkiske premierminister Babis er det nødvendigt med helt klare forudsætninger for at modtage støtte eller lån, og hvordan lånene skal tilbagebetales.

Da betingelserne ikke er helt klare endnu, og da alle de nødvendige oplysninger ikke foreligger, vil man vente med at tage endelig stilling til efter mødet.

Indtil videre er den fælles holdning, at V4-landene er fattigere end de fleste andre EU-lande, og at velstanden i EU bør udlignes på længere sigt. Det giver den foreslåede fond ingen garanti for.

Babis har tidligere afvist, at arbejdsløshed skulle være et parameter for tildeling af midler. Han mener, at et fald i BNP burde være det rette kriterium, og det kan først måles, når konsekvenserne af corona-krisen viser sig på længere sigt. Lande, som var i økonomisk krise før corona-pandemien, bør ikke favoriseres, og lande, som har formået at hindre stigende arbejdsløshed under krisen, skal ikke straffes.

Andre ledere har også kritiseret oplægget til pakken. Victor Orbán har tidligere kaldt det for en absurd idé, at de fattigere lande skal betale til de rigere lande. Polen er mindre skeptisk men har givet udtryk for, at man vil kæmpe for at sikre landet en rimelig andel af hjælpepakken.

Share This