Ungarske mindretalspartier ude af det nye slovakiske parlament
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Slovakiet/Ungarn: Viktor Orbán har i de sidste par uger haft både med – og modgang, når det gælder udviklingen i nabolandene. I Slovenien kunne han glæde sig over, at hans gode ven og allierede Janez Jansa igen er regeringsleder. De to venner har allerede holdt deres første fælles møde.
I Slovakiet må Orbán konstatere, at ingen af de to ungarske mindretalspartier opnåede repræsentation i parlamentet. Det ene af dem er Det Ungarske Fællesskabs Koalition (MKÖ), det andet Most-Hid, der var repræsenteret i det gamle parlament og var med i den Smer-SD ledede regering.
MKÖ står for klare kristelig-demokratiske værdier og har stærkt fokus på etniske ungarske spørgsmål. MKÖ blev oprettet efter en sammenlægning af Det Ungarske Fællesskabs Parti (MKP), Ungarsk Forum og Enhedsbevægelsen. Most-Hid blev oprettet helt tilbage i 2009 efter at have brudt med MKP. Under Bela Bugar’s ledelse har partiet ført en moderat politik i nationale spørgsmål, hvilket frem til sidste valg gav partiet monopol på at repræsentere det ungarske mindretal i parlamentet, med 5-7 pct. i stemmandel. Most-Hid fik også en del stemmer fra etniske slovakker.
Most-Hid og Bugar var ikke Viktor Orbáns kop te, han foretrækker klart kristelige etnisk ungarske partier, ikke moderate a la Most-Hid. Most-Hids deltagelse i den Smer-SD ledede regering kom til at koste dyrt. Ved valget her i 2020 fik partiet blot 2.05 pct. af stemmerne, en dramatisk tilbagegang. MKÖ fik en del flere, 3.90 pct. af stemmerne, ikke nok til at klare spærregrænsen, som er på 5 pct.
30 pct. af det ungarske mindretal i Slovakiet stemte ikke på de to etnisk ungarske partier. Det betød, at ingen af dem kom i parlamentet. Mange etnisk ungarere bosiddende i Slovakiet var mest optaget af korruptionsskandalerne og stemte derfor på Matovic’ parti (OLaNO), ikke på ”gamle” partier.
Meget tyder på, at mange inden for det ungarske mindretal fortsat vil fravælge de etnisk ungarske partier og vælge de slovakiske, som så i højere grad indtager mindretalsspørgsmål i deres programmer. De ungarske partier kan godt stå stærkt lokalt, men det hjælper ikke pga. valgsystemet.