Ukrainsk ”fodbolddiplomati” under VM i fodbold til sommer?

Russiske fans under Euro 2012 i Polen Foto: piotr Drabik

 

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Rusland: Skal vi tro ITAR-TASS (25.1.18) har Ukraines udenrigsminister Pavel Klimkin besluttet at igangsætte et såkaldt ”fodbolddiplomati” for at gøre opmærksom på Ukraines krav internationalt og opnå støtte i forbindelse med VM i fodbold til sommer i Rusland.

Et ukrainsk parlamentsmedlem siger anonymt til ”Kommersant”, at Kijevs opfordring til en egentlig boykot af VM ikke har opbakning i andre lande, og det ved man godt. Men ukrainske topdiplomater, siges det, arbejder for at venligtsindede ”udenlandske partnere” vil udtrykke deres støtte til Ukraine i forbindelse med VM.

”Vi kan ikke garantere, at tilskuerne vil vifte med ukrainske flag, men jeg er sikker på, at mit land bliver bakket op af fans fra nabolande og fra Storbritannien”, siges det.

Polen har lige nu ikke det bedste forhold til Ukraine, så opbakning herfra er tvivlsom, siges det også. Ukraine håber også på støtte fra Kroatien, men Kroatien er også en tvivlsom partner. Vlado Vurishich, der er politolog i Kroatien, peger således på, at Kroatien selv tidligere er blevet straffet for politiske manifestationer i forbindelse med fodboldkampe. I Storbritannien finder vi en større diaspora af ukrainere, siger en af lederne i klubben i Dynamo Kijev, men spørgsmålet er om de vil dukke op i Rusland.

ITAR-TASS artiklen gør opmærksom på at det ikke er i modstrid med FIFA og UEFAs regelsæt at demonstrere politisk, eksempelvis at vifte med Donbas eller Krim flag under kampene.

Ukraine (og USA) kvalificerede sig ikke til VM i Rusland, så ukrainske fans skal i givet fald skaffe sig billetter til kampene i Rusland på det fri marked. Så det er langt fra sikkert, om vi her til sommer vil opleve en ukrainsk ”offensiv” i forbindelse med kampene, men det vil måske ske bag kulisserne.

Share This