Ukraines udenrigspolitik under Zelenskyj, med ”økonomiske fortegn”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Indtil nu har Ukraines udenrigspolitik mest været ført ”ad hoc”. Den har kun i ringe grad været langsigtet og strategisk. Efter sidste valg er linjen i endnu højere grad blevet bestemt af præsidenten (Volodymyr Zelenskyj) og hans team. Det fastslår Susan Stewart, forsker ved det tyske Stiftung Wissenschaft und Politi en interessant analyse i ”Ukraine- Analysen (nr. 251, 17.5.2021). 

Iflg. de formelle regler er det parlamentet, der bestemmer principperne, som derefter skal følges op af præsidenten. Udenrigsministeriet har ikke en større selvstændig rolle. Under valgkampen præsenterede Zelenskyj ikke et egentligt udenrigspolitisk program, det samme gjaldt også personerne i inderkredsen omkring ham. Dog lovede Zelenskyj at skabe fred i Donbas via dialog med Ruslands præsident Vladimir Putin, hvilket gav ham en del stemmer i den østlige og sydlige del af landet.

Zelenskyj foreslog derudover at udvide Normandiet Formatet med USA og Storbritannien, ud over Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine. Hensigten var at få større opbakning til ukrainske standspunkter under forhandlingerne om fred i Donbas regionen. Med tiden fik de økonomiske aspekter af udenrigspolitikken en stigende betydning. Susan Stewart taler meget rammende om ”udenrigspolitik med økonomisk fortegn”. Uden fremkridt økonomisk er det svært at indfri de opstillede mål.

Vigtigt i den forbindelse var afholdelsen af konferencen Mariupol i oktober 2019, der havde til formål at skaffe Ukraine flere udenlandske investeringer. Under det internationale økonomiske forum i Davos gentog Zelenskyj de fordele, Ukraine yder udenlandske investorer. Årsagen er enkel. Allerede før COVID-19 pandemien var omfanget af udenlandske investeringer faldet markant. Det skyldtes et meget langt stykke fortsat tårnhøj korruption og mangel på ”rule of law”.

De lave udenlandske investeringer fik udenrigsminister Dmyto Kuleba til at åbne op for den ”asiatiske vektor” med større vægt på især projekter inden for højteknologi og udbygning af infrastrukturen. Men der opstod dog snart frygt for, at større økonomisk satsning på Asien/Kina ville skabe konflikter i forholdet til EU og USA og måske også NATO.

Minsk-processen, der også har været et forum for forhandlinger om fred i Ukraine, tillægges ikke samme betydning som tidligere. Iflg. Kijev har Rusland ikke i det forum givet tilstrækkeligt med indrømmelser. Derfor stases der nu mere på at få sikkerhedsgarantier via bilaterale forhandlinger med vestlige lande, især fra USA, Frankrig, Tyskland og via NATO.

Det dårligere forhold til Lukasjenko i kølvandet på oprøret i Hviderusland har tvunget Ukraine til at finde nye steder for forhandlingerne mellem de centrale aktører i konflikten i Donbas. Styrkelse af det ukrainske militær er kommet endnu mere i fokus efter den seneste optrapning af konflikten med Rusland. Sortehavsregionen har fået endnu større sikkerhedspolitisk tyngde. I det lys skal vi se oprettelsen Krim-platformen, et særligt forum for at fastholde spørgsmålet om Krims tilbagevenden til Ukraine på den internationale dagsorden.

På positiv-siden, set fra Kijev, har Ukrainefået styrket de økonomiske og politiske relationertil Tyrkiet. At Erdogan er gået med i Krim-platformen skyldes primært ønsket om at afbalancere Ruslands indflydelse i Sortehavsregionen. Forsvarssamarbejdet er styrket, og der er etableret en frihandelszone. Handelen mellem Tyrkiet og Ukraine er steget helt op til 10 mia. dollar.

På negativ siden har vi, som sagt, det forværrede forhold til Hviderusland. Forholdet til Polen er stadig belastet pga. de forskellige holdninger til historien og problemer i Polen med at håndtere problemerne knyttet til de mange migrantarbejdere fra Ukraine. Ungarn har problemer med Kijev grundet utilfredshed med behandlingen af det ungarske mindretal i Ukraine. Og det forhold, at Mikkheil Saakajvili er aktivt engageret i ukrainsk politik skaber uundgåeligt problemer i forholdet til regeringen i Georgien, der gentagne gange har krævet ham udleveret til retsforfølgelse. 

Forholdet til USA er naturligt nok genstand for særlig stor opmærksomhed. Joe Biden har fra sin tid som vicepræsident et indgående kendskab til Ukraine. På den ene side bakker Biden Ukraine op i striden med Rusland, yder fx mere våbenhjælp, på den anden side er Ukraine også et ”subjekt”, genstand for kritik på grund af udeblevne reformer.

NATO-medlemskab er ikke på tapetet lige nu. Det støttes af Litauen, Tyrkiet og måske Polen, men det rækker ikke langt nok. At Biden og Blinken ønsker et mere stabilt og ”forudsigeligt” forhold til Rusland for at koncentrere sig mere om Kina, passer ikke Zelenskyj og regeringen i Kijev godt. Forholdet til EU har været ”blandet”, Ukraine har forsøgt at få ændret den gældende associeringsaftale, men efter alt at dømme ser i det mindste nogle af restriktionerne i den ukrainske eksport til EU ud til at blive grund af afslutningen på kontrolmekanismen kaldt ”Agreement on Conformity Assessment af Acceptance of Industrial Products (ACAA). 

Forholdet til Tyskland har været og er stadig kompliceret. Efter annekteringen af Krim i 2014 var Tyskland blandt de første til at indføre sanktioner over for Rusland. På det seneste har Tysklands forhold til Rusland som bekendt været belastet af Navalnyj-affæren. Men Ukraines mere ”aktivistiske” linje og kritikken af Minsk og Normandiet processen har skabt kritik i Tyskland. Hertil kommer, at Tyskland holder fast i gennemførelsen af Nord Stream 2 gasledningen og tilsyneladende fået USA til at acceptere projektet, der for over 95 pct. er afsluttet anlægsmæssigt.