Ukraines oligarker på tilbagetog

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: I årevis har oligarkerne i Ukraine fået skylden for landets økonomiske og sociale problemer, betragtet som roden til alt ondt, fået skylden for korruption, hæmmet konkurrencen, skabt en kriminel underverden, hvidvasket penge, kontrolleret medierne og meget mere ondt. Deres politiske indflydelse har været markant, de har slet og ret formået at købe sig til indflydelse. Men nu er deres økonomiske magt for nedadgående, konstaterer Liubomyr Shavaliuk i ”Ukrainian Week”.

En særlig form for de-oligarkisering har fundet sted i Ukraine, og det uanset at regeringen ikke har haft en sammenhængende plan for at gennemføre den. Iflg. de forskellige ”business weeklies”, bl.a. ”Novoje Vremja” havde de 100 mest velhavende i Ukraine ultimo 2017 sammenlagt formuer på 26.7 mia. dollar, men i Janukovitj-årene var tallet langt højere, omkring de 62 mia. Så der er lige nu grund til behersket optimisme.

Men hvad skyldes nedgangen i oligarkernes formuer. Shavaliuk nævner flere årsager. Annekteringen af Krim og konflikten i Donbas har betydet væsentlige tab, ikke alene for oligarkerne men også for de udenlandske investorer og for regeringen. En anden faktor er den store udvandring af arbejdskraft fra Ukraine, især til Polen. Det har medført mangel på arbejdskraft mange steder i Ukraine og dermed også stigende lønninger. Dette har begrænset oligarkernes indtægter og skærpet konkurrencen mellem virksomhederne. De er slet og ret ikke som før i stand til at presse lønningerne helt i bund. Arbejdsmarkedet er med andre ord ikke længere sælgers (arbejdsgivernes) marked.

Ændringerne i banksystemet, herunder regeringsovertagelsen af PrivatBank, har også svækket oligarkernes muligheder for at berige sig. Ændringerne har således betydet, at det er blevet sværere end før at føre formuer ud af landet og hvidvaske penge. En del hvidvask har fundet sted hjemme via investeringer i sport, især fodbold.

Staten og nationalbanken har generelt fået noget større muligheder for at straffe oligarker. Det nye ProZorro elektroniske system for offentlige indkøb har virket. Dertil kommer krav og bistand fra vestlige lande til at bekæmpe korruptionen. Især hoteller, restauranter, information og telekommunikation, service og salg af ejendom har oplevet de-oligarkisering.

Det mest belastede brancher som eksempelvis råstofudvinding, metallurgi, elektricitets- og gas produktion har tabt terræn målt økonomisk. Kort sagt, konkluderer forfatteren, oligarkernes indflydelse er nu i mindre grad ”systemisk”, men ”point of no return” har vi ikke nået. Meget tyder på, at oligarker også vil forsøge at påvirke det kommende parlamentsvalg, nogle kandidater fra det miljø har gode tal iflg. meningsmålingerne og kan derfor blive valgt. Ukraine ligger stadig skidt på landeindeks, fx Transparancy Index’, over korruption.