Ukraines forhold til Hviderusland, en svær balancegang

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Hviderusland: For Ukraine har det i de sidste måneder ikke været enkelt at formulere politikken over for Hviderusland. De to lande er tæt forbundne, har en 1.239 km lang fælles grænse, som i øvrigt ikke er særlig stærkt bevogtet. Minsk har desuden været sæde for forhandlinger om deeskalering af konflikten i Donbas regionen. Forholdet har på den ene side været forholdet mellem de to lande været konfrontatorisk, på den anden side (også) ”realpolitisk”, fastslår German Carboni i en analyse for ”New Eastern Europe” (29.1.2021).

Ukraine anerkendte ikke præsidentvalget, brød straks efter valget de diplomatiske forbindelser med Hviderusland og tog del i de første EU-sanktioner. Det omfattede rejseforbud og indefrysning af 49 topembedsmænds formuer. Fra styret i Minsk blev der svaret hårdt tilbage. 200 ukrainske ”ekstremister” havde styret taget i og støttet ”ekstremistiske” demonstranter, blev det sagt. Men en yderligere forværring vil være skæbnesvaner for begge lande.

Før præsidentvalget var Lukasjenko iflg. meningsmålinger meget populær i Ukraine. Vi er snarest vidner til det, der bedst kan kaldes en kontrolleret konflikt. En regulær sanktionskrig vil ramme begge lande hårdt på pengepungen, dog allermest Hviderusland. Samhandelen mellem de to lande imellem var i 2019 5.8 mia. dollar og med et pænt overskud i Hvideruslands favør. Ukraine stod for 12.54 pct. af Hvideruslands samlede eksport.

For Ukraine er Hviderusland en vigtig økonomisk partner, især for metalproduktion og minedrift. Ukraine har ikke del i EU’s seneste sanktioner mod Hviderusland, heller ikke dem der var rettet mod Lukasjenko personligt. Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba har sagt lige ud, at han ikke ser fornuften i at indføre økonomiske sanktioner mod Hviderusland.

Den holdning stemmer ikke mod de anbefalinger, der er kommet fra den hviderussiske oppositionsleder Svietlana Tsikhanouskaja. Hun ser gerne indført økonomiske sanktioner mod de hviderussiske statsvirksomheder (SOE), som ses som en støtte for Lukasjenko’s regime. Men de økonomiske kontrakter gennemføres uhindret og efter de aftalte planer. Hvideruslands officielle presser omtaler da heller ikke Ukraine som et fjendtligt indstillet land.

Denne ”bløde” ukrainske politik er ikke af ny dato, Ukraines mildt sagt anspændte forhold til Rusland har understøttet opretholdelse af ”normale” relationer. Hviderusland har ikke anerkendt den russiske annektering af Krim. Ukraine er ikke interesseret i et kaotisk hviderussisk kollaps, og slet ikke i en periode hvor COVID-19 også rammer den ukrainske økonomi og politik meget hårdt. Dertil kommer, at yderligere sanktioner blot vil bringe Hviderusland endnu tættere på Rusland. Det er ikke den ukrainske regerings interesse.  

Russiske tropper i Hviderusland er et uønsket scenarie, mildt sagt. Lukasjenko’s erklærede strategi, med en indkaldelse af en al-hviderussisk folkekongres og vedtagelse af en ny forfatning, forekommer, set fra Kijev, ikke den værste udgang på krisen i Hviderusland. Kort sagt, den ukrainske linje har fra begyndelsen af krisen i Hviderusland været tvetydig. Kijev ønsker ikke ”krig” med Lukasjenko, men har samtidig interesse i tætte relationer til EU.