Ukraine: Præsidentens store udfordringer– del 1 hjemmefronten

Ukraine har fået en ny folkevalgt præsident, men store udfordringer venter forude, både på hjemmefronten og i udlandet.

Analyse af Ota Tiefenböck

Ukraine: Ukraines præsidentvalg i søndags må betegnes som en succes, selvom det mere eller mindre har været umuligt at gennemføre valget i regionerne Luhansk og Donetsk, som er på separatisternes hænder. Ukrainerne har fået en ny præsident, som har fået et klart mandat fra ukrainerne. Businessmand Petro Porosjenko har vundet valget i første runde, og har vundet også i de regioner, hvor den tidligere præsidents parti, Regionernes Parti står stærk, som eksempelvis Kharkiv.

 

Petro Porosjenko er utvivlsomt også det bedste bud ud af de 21 kandidater som stillede op til valget. Han er uplettet fra sin tidligere politiske karriere, han er uplettet fra sin businesskarriere, han veluddannet, taler perfekt engelsk og er med sine 48 år forholdsvis ung, så han også kan have appellerende virkning på unge mennesker. Der er heller ingen tvivl om, at Petro Porosjenko har reelle hensigter med sit land, spørgsmålet er, hvorvidt han over hovedet er i stand til at indfri de forvetninger, ukrainerne har til ham. En ting er nemlig ønsker og en hel anden realiteterne. Realiteterne på hjemmebanen er blandt andet:

 

1)   At to af landets regioner er mere eller mindre kontrolleret af separatister.

2)   At Uafhængighedspladsen i Kijev er besat af nationalister og ultranationalister

3)   At de besejrede modstandere ved valget formentlig ikke har opgivet

Udfordringer i Østukraine

Porosjenko har allerede mandag meddelt, at hans første rejse skal gå til Donbas-regionen og har samtidigt understreget, at han ikke vil forhandle med separatisterne, medmindre de nedlægger våben. I modsat fald er han parat til at forstærke antiterrorindsatsen og blandt andet udstyre det ukrainske militær med mere effektive våben og på aden måde nemmere kan afslutte terroristernes dominans i regionen.

Det er utvivlsomt en fornuftig disponering, men kun hvis den også lykkes. Hvis den til gengæld ender i blodbad og uskyldige civiles død og oven i købet ikke løser noget som helst, kan denne ufravigelige stil fra Ukraines nye præsident vende sig som bummerang mod ham selv.

Porosjenko har ligeledes meddelt, at han er modstander af føderaliseringen af landet og mener, at Ukraine skal forblive et land. Alle de meningsmålinger, der er blevet offentiggjort i den seneste tid, giver ham umiddelbart ret i, at ukrainerne ønsker at forblive et land, men kan man i en tid, hvor propaganda har kronede dage på begge sider af konflikten også stole på den type meningsmålinger? Er det det virkelige billede af Ukraine også i Donbas regionen?

Udfordringer i Kiev

Porosjenkos udfordringer ligger dog langtfra kun i forhold til hans modstandere på den hjemlige scene, men også i forhold til dem, som per definition er på samme side, som han er. Hos de mennesker som har været med til at bringe ham til magten, men som i mellemtiden har adopteret magt og rollen i de voldelige begivenheder på Maidan, som deres livsstil og ikke mindst en vej til anerkendelse.

Det bliver utvivlsomt en udfordring at få disse mennesker, som fortsat camperer på Maidan, til at forstå, at krigen er over, og at de skal vende tilbage til deres liv. For de flestes vedkommende byder livet formentlig ikke på den helt store spænding og eksempelvis heller ikke et job. Disse personer vil uden tvivl gøre alt for at blive på pladsen, beholde deres våben og ikke mindst deres revolutionære image, som giver dem identitet.

De kan derfor se en fordel i at modarbejde Ukraines tilbagevenden til ordnede forhold. Det kan give en ekstra gødning til historierne om ”de fascistiske kræfter”, der har taget over i Kiev, og grave endnu dybere grav mellem øst og samt gøre situationen ekstra ubehagelig for Petro Porosjenko.

Modstandere har ikke opgivet

Sidst men ikke mindst kan Porosjenkos indenrigspolitiske udfordringer komme fra nogle af de politikere, som han besejrede i præsidentvalget. Landets indenrigspolitiske historie har vist, at de ukrainske politikere langtfra kan betegnes, som demokratisk modne og har tradition for at benytte sig af alle midler for at bekæmpe deres modstandere.

Flere navne blandt Porosjenkos modstandere er potentielle til at gøre livet surt for Petro Porosjenko. Det er eksempelvis svært at forestille sig, at tidligere premierminister Julia Timosjenko blot vil trække på skuldrerne over sit nederlag eller at ultranationalisternes leder Dmitru Jarosj blot vil gå i gang med en præsidentkampagne for præsidentvalget i 2019. Ukraines historie har vist, at de ukrainske politikere har en meget livlig fantasi med hensyn til de midler, de benytter i deres kamp mod modstanderen.

Alt i alt kan Petro Porosjenko, når euforien har lagt sig, se frem til en udfordring, langt ud over hans styrker og muligheder og skal formentlig træde mere varsomt frem, end han umiddelbart vil have lyst til.