Ad

Ukraine: fænomenet Arsen Avakov

Arsen Avakov Foto: Tur News

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Arsen Avakov (født 1964) er den toppolitiker i Ukraine, der har beholdt sin post i længst tid. Siden 2014 har han været med i hele fem forskellige regeringer og i alle omgange som indenrigsminister. Regeringsrokaden i 2019 styrkede oven i købet hans position.

Volodymyr Zelensky, Ukraines præsident, krævede under præsidentvalgkampen at fjerne alle gamle politikere, men det gik ikke ud over Avakov. I en analyse for det polske Center for Øststudier (OSW, 3.6.20) peger Tadeusz Iwanski og Piotr Zochowski på, at Avakov fremstår som garant for sikkerhed og stabilitet.

Under valgkampen bakkede Avakov op om kravet om en ”fair valgkamp”, indirekte en kritik af den siddende præsident Petro Porosjenko. Det passede Zelensky rigtig godt, for Zelensky frygtede, at Porosjenko ville forfalske valget. Takket være posten som indenrigsminister har Avakov sat sig tungt på sikkerhedsapparatet, under sig har han bl.a. Nationalgarden og har haft gode muligheder for at standse evt. forsøg på at blive fjernet i opløbet.

Avakov har også været aktiv i medierne, hvor han prøver at føre sig frem som den ”erfarne forvalter”, som garant for ”retfærdighed” og hævet over de politiske partier. Han har også været på tale som en mulig ny ministerpræsident. Forsøg på yderligere at udvide indenrigsministeriets magt, fx når det gælder kampen mod corona og indholdet i økonomiske hjælpepakker og i den økonomiske politik generelt, har dog ikke båret frugt. Her spiller det en rolle, at han ikke har et stærkt bagland i et bestemt politisk parti.

I den brede offentlighed, skriver forfatterne, er han ikke særlig populær, at dømme efter meningsmålingerne. Han har tidligere tjent gode penge i egenskab af oligark, men over de sidste år har han mistet en god del af sin formue. Den blev i 2008 sat til 385 mio., i 2018 til blot 52 mio. dollar. Også det svækker ham. Hans forhold til andre ledende oligarker, fx Rinat Achmetov og Viktor Pinchuk er ret uigennemskueligt og derfor usikkert.

Avakov startede sin karriere helt tilbage i 1980erne under perestrojka. Han er uddannet ingeniør. I 1990 oprettede han sit første firma, ”Investor”. To år senere oprettede han i Kharkiv banken Bazys. Kharkiv blev (og er stadig) hans økonomiske og politiske højborg. I 2004, under Orangerevolutionen, støttede han Viktor Justjenko og fik som belønning herfor guvernørposten i Kharkiv. I 2010 støttede han Julia Tymosjenko. Under Janukovitj blev han i en periode tvunget til at rejse til udlandet og sælge en del af sine aktier.

Efter Maidan blev han indenrigsminister og har som sagt beholdt posten lige siden. Ikke alene forholdet til Zelensky har været godt, også til Julia Tymosjenko, som han jo støttede under præsidentvalgkampagnen tilbage i 2010. Han forblev dog ikke medlem af Baktivschina, Tymosjenko’s parti, men valgte at slutte sig til partiet Folkefronten. Ikke overraskende er Avakov’s relationer til de mere pro-russiske partier, herunder Oppositionnsplatformen, ikke særlig godt, for at sige det pænt. Det gælder også forholdet til Hennadij Kernes, der som Avakov er forretningsmand med base i Kharkiv.

Kort sagt, Avakov’s position kan ikke føle sig helt sikker. Ukrainsk politik er svært at forudsige, det viser erfaringerne. Institutioner der kan true hans magt, kunne være Sikkerhedstjenesten SBU og antikorruptionsbureauet NABU.