Udelukkelse af Falck fra det polske marked kan skade Polens interesser

Falck ambulance i Lodz Foto: Duży Bartek

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Redningstjenesten Falck er ekskluderet fra den polske marked, og det fik i oktober sidste år de to danske EU-parlamentarikere, den konservative Bendt Bendtsen og socialdemokraten Christel Schaldemose til at rejse sagen over for Kommissionen. Falck beskæftiger 3.000 personer i 10 polske regioner og disponerer over i alt 210 ambulancer i Polen. Det kan være slut nu.

I en kommentar i avisen ”Gazeta Wyborcza” (5.1.18) gør Witold Gadomski opmærksom på, at afvisningen af Falck vil formindske omfanget redningspotentialet i Polen til skade for patientsikkerheden. Beslutningen kan berøre polske interesser.

Danmark er godt nok et lille land, siger han, men Danmark har stor betydning for Polen sikkerhedspolitisk og i høj grad også energipolitisk. Polen vil gerne gøre sig uafhængig af energiforsyninger fra Rusland, også fra gas leveret via den tysk-russiske ledning North Stream II og satser derfor på anlægget af en gasledning via Danmark (”Baltic Pipe”), der skal forsyne Polen med norsk gas.

Gadomski gør opmærksom på, at projektet har klart større betydning for Polen end for Danmark, ja projektet er i Danmark blevet mødt med en del lokale protester. ”Krigen om Falck”, siger han, vil derfor ikke gøre det lettere at få ”Baltic Pipe” gennemført.

Share This