Tyskland og Polen indstillet på at trække sine tropper ud af Irak

Amerikanske soldater i Irak Foto: Joshuashearn

Af Lasse Sørensen

Polen/Tyskland: Tyskland og Polen vil ifølge den polske TV-station TVP trække deres soldater ud af Irak, hvis landet ønsker det.

Søndag den 5. januar 2020 vedtog det irakiske parlament en beslutning som opfordrer regeringen til hurtigst muligt at afslutte de udenlandske militærmissioner til landet. Denne beslutning udspringer af sidste uges drab på general Qassem Soleimani i Bagdads lufthavn.

Tysklands forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, orienterede følgende mandag forbundsdagen om den irakiske beslutning og at 30 tyske soldater af sikkerhedsmæssige årsager snarest vil blive flyttet ud af Bagdad og At-Taji. Tyskland har omkring 130 soldater udstationeret i Irak.

Kramp-Karrenbauer og udenrigsminister Heiko Maas forsikrer dog Irak om at Tyskland stadig er villig til at støtte landet, så længe der fra irakisk side er et ønske om det, og såfremt situationen tillader det.
 

Fra polsk side har præsident Andrzej Duda meldt ud, at også Polen vil trække sine styrker ud af Irak hvis deres regering finder det nødvendigt. Samtidigt understregede Duda, at Polen intet havde med drabet på general Qassem Soleimani at gøre, og han udtrykte ved samme lejlighed bekymring for den seneste udvikling.
Ifølge præsident Duda kan situationen gå i forskellige retninger og udtaler, at man i Washington ikke tager hensyn til at drabet kan optrappe til krig.

Share This