Tysk politi optrevler hvidvask-netværk med forbindelse til syriske terrorgrupper. Flere anholdte kom i 2015 som flygtninge

Illustrationsfoto- Denis Barthel

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Det tyske politi har gennemført en omfattende razzia i tre delstater og optrevlet et netværk, som benyttede sig af hvidvask af penge for at finansiere terrornetværk i Syrien.

Klokken fire onsdag morgen gennemsøgte 1400 politifolk  85 adresser i 25 byer i Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen og Bremen. Resultatet var luksusbiler, kontanter og guld til en værdi af godt 3 mio. euro (godt 20 mio. danske kroner), som blev beslaglagt.

11 blev anholdt og sigtet heriblandt seks personer, som menes at tilhøre den islamistiske scene, og to af dem betragtes som værende „farlige“ af myndighederne.

Alt i alt er der nu 67 sigtede i den omfattende hvidvasksag, hvoraf 44 er syrere. Heraf er 10 tyske statsborgere, og ifølge myndighederne kom flere af af netværkets bagmænd til Tyskland som flygtninge i 2015.

Kernen i netværket er det såkaldte Hawala-bankvæsen. Det går ud på, at en kiosk eller butik fungerer som indbetalingskontor uden offentligt tilsyn. Bagmændene har kontakter til forretningspartnere i Syrien og Tyrkiet og bekræfter pr. Whatsapp, når et beløb er indbetalt, hvorefter modtagerne kan hæve indbetalte beløb lokalt. Det er imidlertid risikabelt at smugle store kontante beløb ud af Tyskland. Derfor omsættes kontanterne til guld, som smugles ud af landet. En anden mulighed er, at man køber f. eks lastbiler for de indbetalte beløb, som så eksporteres til Tyrkiet og Syrien, hvor de bliver solgt videre. Derfor har myndighederne nu flere speditionsfirmaer i kikkerten, som menes at medvirke til de ulovlige transaktioner.

De største beløb menes at stamme fra narkohandel og anden organiseret kriminalitet. Beløb som følge af svindel med sociale ydelser indgår også i det samlede billede. Det viser sig, at en del flygtninge og asylsøgere også har indbetalt mindre beløb sandsynligvis som betaling til menneskesmuglere. Man skønner, at 60 mio. euro er blevet hvidvasket og kanaliseret gennem netværket i de seneste år, og en familie bestående af otte personer skulle have indkasseret 138.000 euro alene i gebyrer for ulejligheden. 

Share This