Tysk base i Litauen vil koste 11 mia. euro – men pengene er der ikke
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Det tyske forsvarsministerium har offentliggjort planerne for en kommende base med to brigader i Litauen. Prisen er 11 mia. euro, men ingen ved, hvor pengene skal komme fra – det skriver Neue Zürcher Zeitung (NZZ)
Ifølge Forbundsdagens forsvarsudvalg er planen at stationere 5.000 soldater i Litauen i form af to brigader. Nu spørger oppositionen i form af CDU/CSU og det ene regeringsparti FDP, hvordan projektet skal finansieres.
Egentlig var det meningen, at Litauen skulle bidrage til finansieringen. Det drejer sig om opbygningen af en reel base til varig stationering af soldater og deres familier samt en egentlig infrastruktur, men det er i skrivende stund uvist, om det er realistisk
Tyskland bevilgede 100 mia. euro til opgraderingen af landets dysfunktionelle hær efter Ruslands indtog i Ukraine. Pengene er stort set brugt, og de 11 mia. skal således findes et andet sted i det tyske „husholdningsbudget“, som i forvejen er belastet af udgifter i form af militærhjælp til Ukraine, hvor Tyskland er et de lande, som har ydet mest.
Dernæst er den tyske industri hårdt ramt af manglende og billig russisk gas, som er en af hovedårsagerne til noget, der ligner en nulvækst eller en reel økonomisk krise.
En mulig løsning kan være en justering af den tyske „Schuldenbremse“. Ifølge loven må Tyskland ikke oparbejde en uhæmmet gældsætning eller et „kronisk“ underskud på statsfinanserne i lighed med Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland. Hvad det ender med, er i skrivende stund uvist.
FDP, som er det liberale parti i Ampel-regeringen, vil ikke ændre den såkaldte „schuldenbremse“ i lighed med CDU/CSU, hvorimod de to andre partier i form af SPD og De Grønne overvejer en ændring og dermed grønt lys for et øget underskud på statsfinanserne.