Ad

Tyrkisk ministers indrejseforbud, nu smager vi vores egen medicin

Illustrationsfoto- Lubunya

Illustrationsfoto- Lubunya

Af Ota Tiefenböck

otTyrkisk udenrigsminister er blevet nægtet indrejse til Holland, mens Venstre og Dansk Folkeparti udenrigsordførere har meldt ud, at Tyrkiets premierminister heller ikke er velkommen til at holde vælgermøder i Danmark.

Der er naturligvis argumenter både for og imod, hvorvidt en fremmed politiker skal have lov til at agitere politisk i et andet land. Personligt mener jeg, at en tyrkisk politisk valgkamp ikke hører til i Vesteuropa og er derfor enig i de indrejseforbud, vi har set i Holland og måske, også kommer til at se i Danmark.

Det jeg dog har svært ved at forstå er, at den overvejende holdning i denne situation åbenbart er noget andet, end den var for tre års siden i Ukraine, og at selvsamme politikere, som i dag argumenterer imod de tyrkiske politikeres aktiviteter i Vesteuropa åbenbart mente noget andet dengang.

Jeg tænker på den ukrainske Maidan revolution og alle de vestlige politikere som strømmede til Ukraine for at tale til demonstranterne på Uafhængighedspladsen (læs min blog fra december 2013). Den amerikanske senator John McCain, Polens, dengang udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, Tjekkiets Karel Schwarzenberg og mange andre politikere, sikkert også enkelte danske, udtrykte på Uafhængighedspladsen i Kijev deres støtte til demonstranterne.

Hvorfor var det i orden og ganske legitimt at blande sig i et andet lands interne forhold dengang, men ikke er det i dag, hvor tyrkiske politikere blot ønsker gøre det samme i Vesteuropa?

Jeg bliver med sikkerhed belært om, at de vestlige politikere prædikerede demokrati i Ukraine, mens de tyrkiske ønsker at prædike for diktatur og autoritære tilstande i Vesteuropa. Personligt mener jeg, at hvis man ønsker, at andre ikke blander sig i interne forhold i ens eget land, skal man som udgangspunkt selv overholde denne regel.

 

Kommentarer