Tymosjenko igen for retten?

Julija Timosjenko Foto: Harald Detterborn

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Julia Tymosjenko ønsker at stille op ved det kommende præsidentvalg. Men, skriver den kendte Ukraine-forsker, Taraz Kuzio i ”New Eastern Europe”, hun kan endnu engang komme i problemer, for hendes kampagne er allerede ramt af mangel på transparens og involvering af suspekte personer.

Ved forrige præsidentvalg blev hendes valgkampagne et langt stykke finansieret af Viktor Medvetjuk, og til kampagnen var knyttet Vasyl Baziv, som stadig en del af Tymosjenko’s bagland. Medvedtjuk er en kontroversiel figur, fordi Putin er hans datters gudfader, og hans parti ”Ukraines vej Bevægelsen” regnes for pro-russisk.

Tymosjenko er også i søgelyset af det nationale anti-korruptionsbureau NABU for under valgkampen tilbage i 2010 at have modtaget 5 mio. dollar fra Libyens daværende leder Maummar Gaddafi. I dag, op til præsidentvalget i marts måned 2019, har især Tymosjenkos USA-kontakter, vakt opsigt.

De kan betyde, at der igen rejses sag mod hende for korruption. Hun har eksempelvis ikke været villig til at oplyse, hvem der har betalt 780.000 dollar til de konsulenter, der bistår hende under præsidentvalgkampen. Beløbet er i hvert fald langt højere end den indkomst, Tymosjenko oplyser udadtil via e-deklarationerne, i 2016, dvs. 34.000 dollar og i 2017 21.000 dollar.

Derfor forsøger eksperter, journalister og bloggere at finde frem til, hvem der, hjemme eller i ude, støtter Tymosjenko økonomisk. En amerikansk advokat (Kruzhkov) er i søgelyset som mellemmand, og der er fremsat den påstand, at en del af pengene meget vel kan stamme fra Rusland. Khruzhkov er i forvejen kendt som mellemmand for russiske, kinesiske og ukrainske klienter, der ønsker at engagere sig i business i USA og købe ejendom.

Nogle af de involverede konsulentbureauer har været i søgelyset også i forbindelse med Trumps præsidentvalgkampagne. Under præsidentvalgkampen i 2010 var der i brede kredse i Rusland mere støtte til Tymosjenko end til Janukovitj. Det har vakt undren, at Tymosjenko i januar 2018 helt udeblev fra den afstemning om en resolutionen, der i januar 2018 stemplede Rusland som en ”agressorstat”.

Hendes parti, Batkivshchina bliver regnet for ”proeuropæisk” og knyttet til Det Europæiske Folkeparti i Europaparlamentet. Andre penge til præsidentvalgkampen menes at stamme fra offshore skattely. Meget tyder på, konkluderer Kuzio, at Tymosjenko har været alt for villig til at modtage penge fra ”hvor som helst”, uanset at det i sidste ende kan komme hende selv til skade.

Share This