Tusindvis af demonstranter i Moldova forlanger genforening med Rumænien

Rumæniens tidligere præsident Traian Basescu ved gårsdagens demonstration i Chisinau Foto: FB

Moldova(VIDEO): Tusindvis af demonstranter deltog søndag eftermiddag i en demonstration for landets genforening med Rumænien i Moldovas hovedstad Chisinau, skriver moldovanske medier.

Ved demonstrationen deltog Rumæniens tidligere præsident Traian Basescu, som opfordrede begge landes parlamentsmedlemmer til at arbejde for genforening af Moldova og Rumænien.

Moldova er et splittet land med henholdsvis rumænsk-og russisk talende befolkning. Det er især den russisk-talende del af befolkningen, i udbryderrepublikken Transdnjestr og den autonome provins Gagauzien, som er imod Moldovas europæiske integration og en eventuel genforening med Rumænien.

Moldova, som tidligere i historien har været en del af tzar-Rusland og efter første verdenskrig en del af Rumænien, blev i 1940 annekteret af Sovjetunionen og efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev et selvstændigt land. Landet har siden vaklet mellem øst og vest, i dag med en proeuropæisk regering og prorussisk præsident. ota

Share This