Trump på vej til Polen

Donald Trump. Foto: Gage Skidmore / Wikimedia Commons

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: USA’s præsident Donald Trump besøger Polen den 6. juli forud for G20 topmødet i Hamburg, lyder det i dag fra Warszawa. På dagsordenen vil være regionale og bilaterale emner.

I forbindelse med besøget vil Trump holde en større tale og deltage i “tre havskonferencen” for at udvise solidaritet med de centraleuropæiske lande. “Tre havsprojektet” – der dækker over Nordsøen, Adriaterhavet og Sortehavet – er et omdiskuteret udenrigspolitisk initiativ fra den polske regerings side.

Projektet er et forsøg på at modvirke tysk-fransk dominans og skabe et alternativ og større sammenhold udenrigs- og sikkerhedspolitisk mellem de øst-og centraleuropæiske lande. Om projektet lader sig gennemføre i praksis er dog yderst tvivlsomt, de andre Visegrad-lande er i hvert fald skeptisk indstillet.

Regeringen i Polen holder ikke desto mindre fast i projektet. Med forværringen af forholdet til EU og til Tyskland og især Frankrig satser den polske regering at fastholde og meget gerne styrke forbindelserne til Washington. NATO-topmødet sidste år i Warszawa og de planlagte store våbenindkøb i USA gør uden tvivl indtryk i Washington.

Share This