Trods sanktioner og mulig olie-embargo flyder den russiske olie til Vesten i stride strømme

Illustrationsfoto: Walter Siegmund

Af Michael Skovgaard

EU: Shell, Total og Vitol har meddelt, at de ikke vil købe olie fra Rusland, og Tyskland har erklæret, at man vil indstille køb af olie fra Rusland i løbet af året. Og generelt hersker der uenighed i EU om en mulig embargo for olie fra Rusland.

Aktuelle data viser dog, at Rusland rent faktisk har eksporteret mere olie i april end i marts kort efter krigens start i Ukraine. Det skyldes et gammelt trick, som har været anvendt dengang, hvor lande som Irak og Venezuela også var ramt af sanktioner.

I april steg eksporten af russisk olie til EU med gennemsnitligt 1.6 mio. tønder om dagen. Det skriver tyske Manager Magazin, som refererer til Wall Street Journal og websitet TankerTrackers.com. Her kan man følge tankskibes trafik i hele verden.

Knebet går ud på, at et tankskib med russisk olie forlader en russisk havn med „ukendt bestemmelsessted“. Derefter sker der en omladning i rum sø til et tankskib under bekvemmelighedsflag eller hjemmehørende i et land, som ikke støtter Vestens sanktioner mod Rusland. Ikke nødvendigvis en fuld omladning, da et halvt lastet tankskib med „lovlig“ olie kan blive fyldt op med russisk olie. Derved er det umuligt at spore, hvor skibets last reelt stammer fra.

Et eksempel: I den forgangne uge overtog et tankskib ved Gibraltar tre ladninger olie fra russiske skibe, som var afsejlet fra østersøhavnene Ust-Luga og Primorsk i enklaven Kaliningrad. Ifølge optegnelser tog tankskibet hele turen til Sydkorea, hvorefter det til sidst anløb Rotterdam, som er centrum for det europæiske spotmarked.

Eventuelle mellemhandlere tjener tykt på denne trafik, da den russiske olie kan købes med rabat og dermed er væsentligt billigere end olie fra f. eks. Brent-feltet i Nordsøen. Og hvis olien derfra blandes med russisk olie, er det stadig priserne på spotmarkedet som gælder.

Summa summarum: En eventuel olieembargo mod Rusland vil blot føre til højere priser, som rammer forbrugerne i EU. Putin og Rusland tjener det samme som før – og endda mere med stigningen i eksporten af olie og muligvis også højere priser på længere sigt. Hvis EU og Vesten undlader sanktioner mod russisk olie og i stedet importerer direkte fra Rusland, ville man undgå de negative virkninger. Rusland vil have samme indtjening eller mere uanset hvad, hvis den ovennævnte trafik fortsætter.       

Share This